Muuuh...

Forleden morgen var jeg i gang med at tænde op i røgeovnen nede i baghaven, da dagen gryede sådan lidt op ad formiddagen.
Mens jeg nussede med morgenpligterne, fik jeg selskab af en af naboens køer, der nysgerrigt iagttog den smågale mand og hans roden rundt.
Koen stod forsagt og genert og gemte sig bag laden, men nysgerrigheden var alligevel for stor til, at den kunne lade være med at titte betuttet frem.
Nu forstår jeg ikke helt, hvorfor dette smukke eksemplar af et af vore vigtigste husdyr er så genert. For hun er da et rigtigt pragteksemplar med våd mule, et sørgmodigt blik og vakre krøller på vinterpelsen - en rigtig model, som helt sikkert kan gøre sig på et dyrskue, hvis noget sådant ellers findes mere.
Og selv om en ko er et endog meget stort dyr, var jeg helt tryg ved dens tilstedeværelse. For koen er et beskedent og fredeligt dyr, der næppe kan gøre andet end en flue fortræd - og som kan passe sig selv, bare der er lidt græs at gumle på. Hyggeligt er det med sådan lidt selskab - og når det endelig skal være, foretrækker jeg så absolut selskabet fra en godmodig ko, der ikke stiller de store krav om opmærksomhed - og ej heller larmer meget mere end et fredsommeligt muuh. Det kan nabolagets hunde virkelig lære noget af.