Lidt hverdags-ornitologi

Vi har jo haft et par dage med frost (og en lille smule sne) - og der er ingen tvivl om, at dette skift i vejrliget har øget interessen for foderbrættet blandt kvarterets fugle.
Jeg har ellers haft fodringen indstillet hen over sommeren for ikke at sprede sygdommen gul knop blandt grøniriskerne, men for en bette måneds tid siden gik vi i gang igen - sådan stille og roligt.
Det har især været musvitterne, blåmejserne, sumpmejsen og skovspurvene, der har nydt godt af det - men nu da frosten er kommet, er der altså blevet lidt mere liv omkring foderbrættet.
Interessant nok har jeg en del gråspurve på kost. Det er interessant, fordi den gode, gamle gråspurv ellers er blevet voldsomt fortrængt som havefugl af skovspurvene, der huserer i store flokke - og i øvrigt har ynglet i mindst halvdelen af mine redekasser.
En anden gæst er tyrkerduen - og nu vil mange nok mene, at det da ikke kan være særligt spændende. Jo, det er - for tyrkerduen er faktisk temmelig sky, selv om den lever i skøn symbiose med menneskene. Den kan være lidt svær at komme på fotohold af, men tirsdag morgen fangede jeg denne her i bøgetræet lige uden for herreværelset.
Tyrkerduen er - undskyld udtrykket - temmelig ugleset, ikke mindst på grund af dens insisterende kuuh-kukkuu, der nok kan bringe en på vanviddets rand en tidlig sommermorgen, hvis man ikke er morgenduelig og hellere vil sove. Men det er en fantastisk flot fugl og en elegant flyver.
Tyrkerduen er i øvrigt en forholdsvis ny repræsentant i den danske fauna. Første registrering i Danmark skete i 1948 - og første ynglefund var i Skagen i 1950. Men siden har den bredt sig over det danske land, og hvis man ikke lige ser den, så er det i hvert fald sikkert, at man hører den. Kuuh-kukkuu, kuuh-kukkuu...