Isbjørne i gaderne

Jeg møder ofte folk, som tror, at isbjørne går rundt i gaderne i Nuuk. De forventer også, at jeg kan nogle drabelige historier om møder med denne arktiske kæmpe, men det er nu ikke tilfældet.
Faktisk er isbjørne så sjældne på den grønlandske vestkyst, hvor jeg har boet i 14 år, at jeg aldrig har mødt en levende isbjørn. Jeg har i Grønland set døde isbjørne, jeg har sågar spist isbjørn, men en levende isbjørn - aldrig!
Den eneste gang, jeg har mødt en isbjørn i dens rette element - den frie natur - var i 2001 på Svalbard. Jeg var ombord på en båd, og det skete på stor og betryggende afstand, så det var der nu heller ikke noget drabeligt ved. Men stort var det alligevel.
På Svalbard er isbjørnen anderledes nærværende end i Grønland. Her trives isbjørnen nemlig gerne tæt på beboede steder. Det er ikke ufarligt, så derfor er det en god regel altid at være bevæbnet, når man går udendørs. Men alle disse våben er selvfølgelig ikke uproblematisk, som et par af skiltene fra Longyearbyen antyder. På SAS-hotellet beder nervøse ansatte om, at man anbringer riflen i våbenskabet, hvis man skal i restauranten, og i Brugsen forbyder et skilt på vinduet våben i butikken - på linie med rulleskøjter.
Sjovt nok er man ikke så nervøs for våben i Grønland. Her er våben også almindelige i dagligdagen, da en stor del af befolkningen går på jagt. Her er der såmænd ingen, der hæver et øjenbryn, hvis man tager haglsprederen med i banken - men det er selvfølgelig også kun en tåbe, der kan finde på at røve en bank i Grønland. For her kender alle jo alle, og forresten er der ingen veje ud af byen, så hvor skal man flygte hen med byttet?