Hannen var en hun
Idyl i fødselsgrotten. Foto: Aalborg Zoo |
Natten til torsdag fødte isbjørnehunnen Malik i Aalborg Zoo
tre unger, men allerede fredag måtte dyrepasserne konstatere, at den ene af
ungerne var død.
- Det er desværre ganske normalt, at ikke alle unger
overlever. Det skete også i 2016, da Malik fik unger sidste gang, oplyser
kommunikationskonsulent Helle Justesen fra Aalborg Zoo.
- Ungerne og Malik ligger i en fødehule i deres anlæg, og
her bliver de i de næste to-tre måneder. Mens de er i fødehulen, spiser Malik
stort set intet.
Og dog. Når Malik har accepteret ungens død, vil hun skubbe
den væk og måske spise den, dels for at rydde op i hulen, dels fordi den kan
give hende protein og næring, skriver Aalborg Zoo på Facebook fredag aften.
De to øvrige unger er i god stand. De dier selvfølgelig ved
moderen, og isbjørnens mælk har en fedtprocent på omkring 30, så ungerne vokser
hurtigt. Deres fødselsvægt er kun omkring 500 gram, men når de forlader hulen
vil de allerede veje mellem 10 og 15 kilo.
Det har undret mange i Grønland, at Aalborg Zoos isbjørnehun
hedder Malik. Det er der imidlertid en god forklaring på, fortæller Helle
Justesen.
- Det er lidt svært at bestemme kønnet på isbjørneunger, så
i starten troede vi, at det var en han. Da det ved nærmere eftersyn viste sig
at være en hun, var det lidt for sent, så vi besluttede at lade hende beholde
drengenavnet.
Mange danskere er i øvrigt bekymret for, at de små
isbjørneunger vil fryse i den kolde fødehule. Til deres trøst oplyser Aalborg
Zoo, at i naturen føder isbjørnen i en sne- og ishule, så de kan sagtens klare
kulden.
Indtil isbjørneungerne kommer ud fra fødehulen om et par
måneder, kan man følge livet i fødehulen live på Aalborg Zoos hjemmeside - https://aalborgzoo.dk/ .
Artiklen blev bragt på Sermitsiaq.ag den 8. december 2019. Jeg bringer den også her, fordi det skurrer i ørerne, når hunisbjørnen hedder Malik - og så synes jeg også, at det er besynderligt, når danskerne i misforstået dyrevelfærd er bange for, at de stakkels isbjørne fryser...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar