Nationaldragter, nissehuer og et besynderligt syn
Det er på mange måder en betagende oplevelse, som jeg gerne deltager i. Både den indledende gudstjeneste og den efterfølgende kæmpekaffemik med grønlandske nationaldragter og nissehuer i en skøn sammenblanding - og selvfølgelig også besøg af Niisimaanguaq (Julemanden) og godteposer til børnene.
Vi tog hjemmefra i rimfrost og den gryende dag. Allerede efter 300 meters kørsel midt i Østerby mødte vi dagens første rådyr, en mor med et næsten voksent lam, som græssede ved Ølandhus.
Et par timer senere, da solen var stået op, men rimfrosten endnu ikke tøet, så jeg den flotteste ræv midt i det rimhvide græs i en lysning i en af de store plantager på den jyske højderyg ved Nørre Snede.
Dagens besynderlige oplevelse, som bragte godt humør i den lille bil, var på Viborgvejen nær ved Skals. Der var roligt og ingen trafik her tidligt på morgenen, så midt på vejen havde to hunde seksuelt samkvem. Alene stedet var besynderligt, men også selve akten var et besynderligt skue. Det skortede ikke på viljen, men hannen var altså en meget lille figurklippet puddel med rødt julehalsbånd, der med megen besvær kom op på ryggen af en fårehund.
Og det foregik midt på vejen - uagtet at den slags udskejelser på et sådant sted nemt kan koste hundelivet.
Desværre var kameratasken pakket hjemmefra og stod i bagagerummet, så jeg overlader det besynderlige syn til læsernes fantasi.
Og det kan nok være, at vi fik noget at snakke om på resten af den lange tur til Vejle - og tilbage igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar