søndag den 22. december 2019

Juleferie

Efeu og eufemisme

Juleferiens første dag blev brugt på hårdt arbejde. Faktisk for første gang i december var der ikke noget, der skulle skrives, så hvad var mere passende end en tur i haven?

Det var nemlig også fint vejr. Jeg gik i krig med efeuen, som står ud mod vejen. Efeu er en fin plante og et godt bunddække, men den skal holdes i ave, for den kvæler stort set alt på sin vej, og den vokser - sagt med en eufemisme - ganske godt.

Så jeg spændte hækklipperen for stikkontakten og fik i gang med grovklipningen. Seks trillebøre med afklip blev det til - og så er slet ikke færdigt endnu. Det var kun lige det grove arbejde på terrassen og langs husmuren. Men det var, hvad det kunne blive til, for solen gik tidligt ned på denne decemberdag få timer før vintersolhverv og årets længste nat.

Nu håber jeg bare, vejret holder i julen, så jeg kan få trimmet, revet og lagt nyt dækbark på stykket ved muren. For efeuen kan også ødelægge murværket, hvis ikke den holdes på afstand.

Lørdagen blev også brugt på andre små gøremål. Blandt andet høstede jeg de sidste gulerødder. Det blev ikke til så mange, som jeg måske havde håbet, for det var tydeligt, at vi på et tidspunkt har haft besøg af en hare eller to, som havde forlystet sig med cirka en halv række af de lækre rødder.

Ingen kommentarer: