Zacharias Heinesen

I et hjørne i min stue - faktisk på en alt for lidt fremtrædende plads - hænger et af mine yndlings-billeder.
Det er en reproduktion - klippet ud fra en kalender - af en akvarel af den store færøske kunstner Zacharias Heinesen.
Jeg havde naturligvis gerne haft en original hængende, men sådan rent prismæssigt er denne færing desværre ikke til at komme i nærheden af. Men uanset om det er en original eller en reproduktion, er billedet meget repræsentativt for Zacharias Heinesens helt specielle stil, som har dannet skole for utallige andre færøske kunstnere. Heinesen ser det færøske landskab som firkantede felter og gengiver i sine billeder det helt unikke og specielle lys, som der er på de forblæste og regnfulde øer, hvor solen indimellem titter frem blandt blygrå skyer og giver landskabet et helt forunderligt skær.
Det er lidt af en eventyr-verden domineret af blå og grønne farver - og jeg har altid været glad for at besøge Færøerne. Faktisk faldt jeg pladask for lyset, den klare, rene luft, den karske natur og det venlige, lille samfund, hvor alle kender hinanden, allerede ved mit første besøg der i 1983. Siden har jeg vel været der en halv snes gange - og hver gang får jeg en lille klump i halsen, når jeg snuser den friske luft.
Zacharias Heinesen er født i 1936 og søn af den berømte forfatter William Heinesen. Han er uddannet i Reykjavik og København og har haft stor betydning for færøsk kunst og billedsproget blandt en hel generation af færøske malere, som alle forsøger at ramme det specielle færøske lys. I Danmark kan Zacharias Heinesens billeder ses blandt andet i Østre Landsret og Thisted Sygehus.
I mine mange år i Nuuk havde jeg det privilegium at have et af hans helt store billeder hængende på mit kontor. Billedet var enormt - cirka to gange en meter og en gave til Nuuk kommune fra Tórshavn kommune. Motivet var et klassisk Heinesen med udsigten fra Tórshavn mod Nolsoya.
Det var jo en fornøjelse at have sådan et mesterværk på kontoret - og det har helt sikkert været med til at cementere min fascination af Heinesen. Noget jeg forresten ikke var alene om. En gang om året slæbte Jørgen Sønderby, som underviste i kunsthistorie på gymnasiet i Nuuk, nemlig sine studerende ned på mit kontor, så de kunne nyde en ægte Zacharias Heinesen.
Nu må jeg nøjes med en lille reproduktion - men det er faktisk heller i så ringe...

Ha' det
Jesper