Øreguf

I sommeren 2004 deltog jeg i et tre-dages møde i Changchung i det nordlige Kina. Hver mødedag sluttede med en sammenkomst, hvor vi blev budt på glimrende kinesisk øl og det bedste fra det manchuriske køkken.
Blandt andet var der alle tre dage nogle meget tynde skiver røget kød, der vel mest af alt i smag og udseende mindede om røget rullepølse. Men hvor der i rullepølse er peber og persille, var der her en hvid, lidt knasende substans. Det smagte herligt, og på et tidspunkt spurgte jeg værterne, hvad denne lokale delikatesse bestod af?
Det viste sig, at det var griseøre, jeg sådan mæskede mig i. Den hvide substans var brusken fra ørerne. Nu har jeg jo aldrig været sart, så det endte faktisk med, at jeg købte et stykke med hjem fra turen - selv om griseøre ikke står særlig højt på delikatesse-listen i vores kulturkreds. Det er sandsynligvis den eneste gang, et griseøre har taget turen fra Kina til Grønland.
Til gengæld læser jeg i dagens avis, at der er godt gang i eksporten af danske griseører til Kina. Det er nemlig sådan, at kineserne køber en stor del af det kød, som vi ellers ikke kan sælge på de vestlige markeder, såsom griseører, grisetæer og så videre. I alt er denne eksport til Kina på 5,5 mia kroner og stigende. Alene griseørerne tegner sig for 700 mio kroner.
Det er godt, at vi på den måde kan få en fornuftig forretning ud af, at kineserne har en anden smag end danskerne, men alligevel vil jeg da anbefale bloggens læsere at sige jatak, hvis de nogensinde bliver budt på griseøre - for det smager altså godt.
Billedet til historien har jeg engang taget i en park i Beijing. Den viser ældre mennesker, som gør morgengymnastik og taichi. Mon ikke disse øvelser med store sværd i virkeligheden handler om at være klar til at skære øret af, hvis der skulle komme en gris forbi?

Velbekomme
Jesper