Det var vistnok noget af et sommerfugleparty, der blev holdt forleden under mirabelletræet.
Der er jo faldet en del bær på jorden - og i solen forleden er de saftige og meget søde mirabeller sikkert gået i gæring. I hvert fald tiltrak de en større flok sommerfugle - admiraler og dagpåfugleøjer - samt hvepse. De labbede ordentlig i sig - og opførte sig højst mærkværdigt. Mange af sommerfuglene sad simpelthen på jorden og flaksede med vingerne uden at komme i luften - og hvis de kom i luften var det noget underligt planløst noget, de præsterede.
Så jeg gætter på, at de faktisk var blevet plakatfulde af at suge saft fra mirabellerne. Det var sjovt at se - og egentlig under jeg dem da også sådan en fest her sidst på sæsonen.
Netop nu er det højsæson for den smukke admiral. Den er en træk-sommerfugl, som hvert år kommer til Danmark fra Sydeuropa, men kan dog i milde vintre overvintre heroppe. Den lægger sine æg på brændenælder tidligt på sommeren. Æggene er en fire-fem dage om at udklækkes. Larvestadiet varer tre uger, hvorefter den forpupper sig. Efter endnu et par uger springer den så ud som rigtig sommerfugl - og det er altså netop nu. Og det er derfor vi altid ser admiralen i store mængder her i august, hvor der praktisk nok også er rigeligt med føde - blandt andet fra de gærede mirabeller.
Admiralen overvintrer i visne blade. Som træksommerfugl kan den komme temmelig vidt omkring og er en af de sommerfugle, der kommer længst mod nord. Helt op til Island kan den ses.
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
8 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar