mandag den 23. august 2010

Bare ring, Riis

Jeg har overtaget min fars gamle cykel. En fin gammel Raleigh med Torpedo tre-gearsystem, lukket kædekasse og fremstillet af jern - en rigtig solid sag, der, skønt nogle år på bagen, stadig har masser af kilometer i sig.
Cyklen har været en tur hos cykelsmeden i Brovst og er nu i tiptop stand, så mandag morgen satte jeg mig op på denne prægtige velocipede. Det er, såvidt jeg lige kan regne ud, cirka 22 år siden, jeg sidst har siddet på en cykel, så jeg må da ærligt indrømme, at jeg slingrede lidt ned ad Nørremarksvej... Men huuhej, hvor det gik - her kommer jeg... I den stille morgen tog det såmænd kun 20 minutter at køre til bageren i Halvrimmen og hente morgenbrød - nåh ja, og så en halv time tilbage igen. En dejlig frisk tur, som jeg har mange gode forsætter om at gentage i fremtiden, når ellers vejret er til det. Ganske vist var det ligesom jeg mødte muren på bjergetapen gennem Oxholm-skoven, men med lidt træning er det nok ikke et større problem, end at det er til at overvinde.
Nu er det som sagt en del år siden, at jeg sidst har siddet på en cykel, så nu venter jeg spændt på, om jeg overhovedet er i stand til at gå i morgen. Såvidt jeg husker, plejer cykling at give den utrænede krop smerter et vist sted, men også det problem forventer jeg bliver løst med tiden.
Så jeg er sådan set ved at være klar, hvis nu Bjarne Riis skulle ringe. Jeg kan jo forstå på dagens aviser, at han er i gang med at ansætte folk til det kommende år.
Men skulle det ikke ske, så deltager jeg i hvert fald i den moderne klassiker Østerby-Halvrimmen - også kaldet "En sensommerdag i paradis" - i den kommende tid. Og siden jeg en gang har været på Haiti, forventer jeg Jørgen Leths fulde opmærksomhed - også selv om jeg ikke kan tilbyde ham kokkekonens datter. For den slags bruger vi ikke her ude på landet - kokkekoner altså.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: