Manden i søen

Psykologisk set er kriminalkommissær Erlendur Sveinsson fra politiet i Reykjavik en ganske interessant person, traumatiseret fra barndommen som han er, fordi hans bror forsvandt sporløst på fjeldet, da de to knægte var ude at lede efter får. Erlendur er aldrig kommet sig over oplevelsen, og nu driver traumet ham gennem den ene forsvindingssag efter den anden i den islandske hovedstad.
Manden i søen er den fjerde roman i Arnaldur Indridasons serie om Erlendur Sveinsson, og som altid ligger nøglen til forbrydelsen godt skjult i fortiden. Manden i søen er en rigtig koldkrigsroman og giver et spændende indblik i, hvad der skete dengang på den store Atlanterhavsø med massiv tilstedeværelse af såvel amerikanere som østeuropæere. Især er det en isnende beskrivelse af en rodløs islandsk ungdoms møde med de autoritære og menneskefjendske kommunistiske regimer i øst og de bristede illusioner. Bogen giver et godt billede af, hvad der sker med menneskene, når de giver sig i socialismens vold - og er alene derfor værd at læse.
Samtidig er der en god portion humor i bogen, der midt i den store nordiske depression også forholder sig ironisk til fænomenet. Jeg kan godt lide dette replikskifte:
- Var han depressiv, spurgte Elinborg (...).
- Ikke mere end de fleste islændinge. Han forsvandt om efteråret, hvis det siger noget.
Ja, vi er i et miljø, der er malet i de grå farver. Det regner, det er koldt, og det er mørkt. Og midt i alt det dunkle, våde mørke, finder vi svaret på vore inderste gåder. Men samtidig er der lyspunkter, og Erlendurs kærlighed til patologen Valgerdur udvikler sig ganske romantisk, ligesom der altså er en pragtfuld sidehistorie med en mand, som gradvist (måske) arbejder sig ud af et traume, fordi han bilder sig ind, at han er skyld i, at konen blev dræbt ved en tilfældig færdselsulykke.
Til slut lige en advarsel - man skal altså holde tungen lige i munden for at holde styr på alle de islandske navne i bogen. Erlendur, Valgerdur, Haraldur, Sigurdur og så videre - i den dur.
Jeg giver seks tørfisk - altså fuldt hus - til Manden i søen. Det er måske lige i overkanten til en så stille og rolig og meget psykologisk historie, men bogen er spændende, troværdig og helstøbt - og kan altså absolut anbefales. Dog med den lille krølle, at jeg vil anbefale, at man læser de tre foregående bøger i serien først.

Jesper