torsdag den 10. september 2009

Sort ibis

Jeg var dårligt nok kommet ind på kontoret her til morgen, før Stein glædesstrålende kunne meddele, at de lokale fuglekiggere havde observeret en sort ibis - på norsk bronseibis -ved Tisnes de seneste par dage.
Nu hører sådan et fjerkræ normalt hjemme i områderne rundt ækvator, så dette ornitologiske stjernetræf ville jeg da også have del i. Efter fyraften kørte jeg derfor til fuglereservatet i Tisnes, men ak, fuglen var fløjet. I hvert fald så jeg ikke noget til den.
Til gengæld fangede jeg denne dramatiske udsigt over mod Tromsø, og regnbuen tåler bestemt sammenligning med både guldfasan, sølvhejre og bronze-ibis, så turen var bestemt ikke spildt.
Billedet giver også et meget godt indtryk af vejret i det nordnorske netop nu. Det har silet ned med kold, kold og meget våd regn det meste af dagen, men henimod aften lysnede det alligevel lidt, som det ses på det andet billede, hvor solen så småt er ved at bryde igennem ved Gieverbukta.
Men sol eller ej - der er mindre end fjorten dage til jævndøgn, den første sne har vist sig på fjeldtoppene og den arktiske vinter rykker ubønhørligt nærmere. Men endnu har vi stadig den første nattefrost til gode, og bladene er stadig på træerne, så det kan sagtens blive til nogle gode dage den næste måneds tid - hvis ellers regnen vil holde op.
Om den sorte ibis hedder det i artsbeskrivelsen, at den er udbredt i alle kontinenter; Syd Europa , central Asien, Amerika, Afrika – kort sagt i regionerne hvor der er varmt. Derfor er der nu ikke noget at sige til, at Stein og de andre fuglekiggere var begejstret over det sjældne besøg i det nordnorske. Det er forresten også en sjælden gæst i Danmark, hvor den kun er observeret 33 gange - de fleste gange i Tipperne ved Ringkøbing Fjord. Som en kuriøsitet kan jeg nævne, at i 2006 holdt et enkelt eksemplar til i Tobberup ved Hobro det meste af efteråret, hvor den fouragerede på familien Lyngaas mødding. Se her, hvilken furore det kan volde blandt passionerede fuglekiggere. Og her kan du se billeder af ibissen fra Hobro. Bemærk den flotte bronzefarvede fjerdragt. Faktisk synes det norske "bronseibis" som et mere velvalgt navn end det danske "sort ibis".

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: