Kulinarisk verdensklasse
Det er bestemt ikke hver dag, jeg spiser grønne asparges til morgenmad - og da slet ikke på Svinkløv Badehotel. Men det var rent faktisk, hvad der skete 2. pinsedag.Jeg er i gang med en artikel om den pensionerede historie-professor Jørgen Elsøe Jensen, der dyrker økologiske asparges på et lille nedlagt landbrug ved Hjortdal - kun et stenkast fra Svinkløv Badehotel. En meget stor del af produktionen sælges direkte til det landskendte badehotel, der er det nærmeste, vi kommer Michelin-klasse her på egnen.Jeg havde derfor aftalt med køkkenchefen, at jeg måtte komme forbi mandag morgen og lave et par billeder og snakke med grøntsagskokken, ungarske Tomas Kristo. I sæsonen fra april til Sankthans laver han ikke meget andet end asparges.Det blev til en stor og lærerig oplevelse, hvor Kristo viste, hvordan grønne asparges skal tilberedes, så de enten kan bruges som en ret i sig selv eller som garniture til et par jomfruhummere. Jeg behøver vel ikke at tilføje, at det smagte himmelsk?Sådan gør Tomas Kristo: Aspargesene soigneres med en kartoffelskræller, hvor den træede bark fjernes på det nederste stykke. Herefter koges de i halvt vand, halvt smør tilsat lidt salt i 40 til 60 sekunder og vendes i lidt hakket timian eller esdragon. Drysses med lidt friskkværnet hvid peber og lidt revet citionskal. Voila - nemmere kan det ikke blive.Og helt i tidsånden en lokal delikatesse i verdensklasse. Sådan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar