Den grønlandske nationaldag
|
Foto: Emilie Binzer/IA-Folketingimi |
Tirsdag var det Grønlands Nationaldag - og jeg var naturligvis med til mange arrangementer i den forbindelse.
Først og fremmest fordi jeg jo er tæt knyttet til Grønland og den grønlandske kultur, jeg har mange gode bekendte i kredsen, som fejrer nationaldagen - og så er det også arbejde.
Jeg har fået tilsendt et par fotos fra dagen, som viser min ringhed, mens jeg prøver at få de gode historier hjem til Sermitsiaq. Så for en gangs skyld garnerer jeg dette blog-indlæg med billeder, jeg ikke selv har taget.
Jeg lagde ud med flaghejsning i gården bag Det Grønlandske Hus i Aalborg, morgenmad samme sted. Og som billedet viser, en snak med det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz-Larsen.
Derefter videre til dansk-grønlandsk gudstjeneste i Linholm Kirke. Der var også en rent grønlandsk-sproget gudstjeneste i Vor Frue Kirke, men den droppede jeg, fordi Ikerasak - en af de grønlandske foreninger i Nordjylland - plejer at holde sådan nogle hyggelige arrangementer med masser af mad på bordet. Jeg blev ikke skuffet.
|
Foto: Birgit Mathiasen |
Om eftermiddagen gik det løs i Zoologisk Have, som i mange år har lagt grund til landsdelens helt store nationaldagsfest. Selv om der har været corona-pause i et par år, levede festen op til forventningerne, og haven var fyldt med grønlændere og venner af Grønland, mens isbjørnene og rensdyren så til.
Zoo lagde også restaurant til den dimissionsfest for de grønlanske studerende i Nordjylland, som nu rejser hjem med et eksamensbevis i hånden. Det var for mit vedkommende dagens vigtigste historie, så der blev noteret livligt under de mange taler.
Jeg må i øvrigt erkende, at det var svært at holde den professionelle distance. Jeg er fortsat påvirket af Dinas død - og de mange knus og kondolencer, jeg modtog i løbet af dagen berørte mig dybt. Også de mange grønlandske sange og salmer fik tårerne frem i øjenkrogene. Det sker ofte for mig, når jeg hører grønlandsk korsang - men tirsdag var det ekstra slemt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar