Hva' hulen er meningen?

Nordjyske Stiftstidendes boligsektion havde søndag en besynderlig artikel om herreværelser eller som det hedder: "Mandehulen" og "Mandehørm og frirum".
Artiklen er et skoleeksempel på moderne skrivebords-journalistik med udtalelser fra en kønsrolleekspert, en kvindelig indendørsarkitekt med speciale i mandehuler (!) og så et par eksempler fra filmstjernernes verden. Det ville ærlig talt have klædt artiklen, hvis man i stedet havde besøgt et par almindelige mennesker.
Især den kvindelige indretningsarkitekt pisser mig af. Hun er i den grad bundet op på et traditionelt kønsrollemønster, hvor det er kvinden, som står for hjemmets indretning og siger blandt andet: - Hvis manden får lov til at have et frirum, foreslår jeg, at der er plads til en flydersofa og et stort TV.
Altså, helt ærligt: Får lov... Hvis manden er så stort et skvat, at han skal spørge om lov til den slags ting, så har han ikke fortjent at få sit eget rum. Og hvem siger egentlig, at manden vil bruge sit rum til at se TV i? Som om kvinder ikke gør i den slags ting i en tid, hvor damehåndbold og ubegavede talkshows dominerer mediebilledet.
Her i huset har vi det på en lidt anden måde. Vi har en lille hjemmebiograf indrettet med et par store og klodsede reclinere, som godtnok ikke lige er artitekttegnede, men som er perfekte til at glo på fjernsyn i - og det er bestemt ikke en mandehule, men en del af den ene af vore stuer, som bliver brugt til den slags aktiviteter. Og kan vi ikke blive enige om, hvilket program der skal ses, har vi forresten også fjernsyn og surround i soveværelset, så den tandløse underholdning kan indtages i al magelighed.
Forresten er det mig inderligt imod at overlade indretningen af herreværelset til en indretningsarkitekt. Så er det ligesom, at hele ideen går fløjten. For rigtige mænd er altså ikke så stilfulde - og de følger deres egne indskydelser og ikke ideer fra dum arkitekt, som ikke har et hak forstand på, hvordan man indretter sig mageligt. For arkitekter er i virkeligheden en af denne verdens største plager - et højtuddannet akademisk folkefærd, som mener at have patent på alt, hvad der er smukt i denne verden. Resultatet bliver uvægerligt, at der kommer noget dyrt, ubrugeligt æstetik ud af det.
I artiklen foreslås det også som et "must", at mandehulen indrettes med et gammelt køleskab til bajere. Hvorfor køleskabet lige skal være gammelt, står hen i det uvisse.
I det hele taget er det som om, at artiklens kvindelige forfatter og indretningsarkitekten er enig om, at bare manden har adgang til spiritus og vin i rimelige mængder, så vil han blive glad for sin hule. Blandt andet foreslås det, at hulen kan indrettes med en klokke, som kan bruges, når man vil give en omgang.
Her i huset mener vi nu, at den slags hører hjemme i baren - og ikke på herreværelset. Forresten synes vi også, at en stor klokke er temmelig usmagelig - og har derfor skiftet den ud med en "ØL-and" af gummi. Hvis der er en gæst i huset, som absolut skal trykke på anden, så den piber, ja, så koster det altså den berømte omgang.
Jeg har forresten tidligere her på bloggen skrevet om herreværelset. Artiklen kan ses her.