Kædereaktion på kunsthåndværket

Gør det selv

Endnu en gang har jeg måttet sande den udødelige visdom i det gamle ord: "Hvis svaret ikke er gaffa eller elektrikerstrips, så er spørgsmålet forkert..."

I foråret fik jeg to fine hængepotter fremstillet af den lokale kunstner Karen-Marie Mondrup. De var fra kunstnerens side forsynet med hampe-sejlgarn til ophængningen. Og sådan noget hamp er noget klamp til det brug. For det er svært at få potterne til at hænge lige ret længe ad gangen.

Hamp er et naturmateriale, der følger bevægelserne i vind, temperatur, luftfugtighed og lufttryk, så det er ikke så nemt at styre, selv om det ser pænt ud og passer godt til potternes rustikke fremtræden.

Men jeg ville gerne have et lidt mere stabilt materiale til ophængningen, så der blev indkøbt nogle meter messingkæde i tømmerhandlen.

Så var spørgsmålet: Hvordan fæstner man en messingkæde til de fine små huller i kunsthåndværket? Det gik jeg og rugede over et par dage, men svaret er selvfølgelig elektrikerstrips. De største jeg kunne finde på værkstedet, så hovedet - jeg ved ikke, hvad det hedder - på de nyttige strips bliver på indersiden af potten, mens messingkæden nærmest usynligt er fæstnet med en lille løkke gennem hullet.

Hvor svært kan det egentlig være?

Jeg har haft fuchsia i hængepotterne det meste af sommeren, men de kører på det sidste, så jeg har plantet et par potter med fredløs. Bare et par stilke, som nu har fået fat og så småt er begyndt at skyde. De kommer i drivhuset til vinter og vil begynde at vokse kraftigt, lige så snart solen får magt igen. Og så er de klar til at komme ud, som de allerførste planter - sikkert allerede i begyndelsen af marts.

Sådan er det jo med haven. Man skal altid være mindst et halvt år  foran...

Før.

Efter.