lørdag den 9. oktober 2021

En halv times forsinkelse

I luften igen


Landet er i forbløffende grad kommet på benene igen efter coronaen, så torsdag gik turen for første gang i over et år til København.

Det var til gengæld ikke uden problemer, for denne torsdag var der tåget i Kastrup, så afgangen med DAT var udskudt en halv time. Jeg må indrømme, at den mulighed havde jeg ikke lige forudset, efter at flytrafikken i næsten to år har været lagt ned på grund af coronaen.

Det tager jeg som et tegn på, at tiderne er normale - og jeg har da brugt adskillige døgn af mit liv på at vente på fly, der ikke flyver efter planen. Men det sker nu oftere i Grønland end i Danmark.

Forsinkede fly generer mig ikke voldsomt. Jeg sætter mig bare til at sove, og jeg har altid været god til at sove i lufthavne og fly. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget - og så er det bare med at få det bedst mulige ud af situationen. Og det er som regel en lille lur.

Jeg kan i øvrigt godt lide at flyve med DAT. Servicen er i top, og man føler sig velkommen. Og så har de sådan nogle begejstrede piloter, der elsker at flyve - og fortælle. Men dagens første pilot brugte nu et lidt underligt udtryk. Han talte om vores tur ned til København.

Ganske vist ligger København sydligere end Aalborg, men jeg siger nu altid ovre i København. Sjovt...

Formiddagen gik med et spændende interview med  guldsmed Hartmann, der har lavet det grønlandske selvstyres gave til Dronningen i anledning af hendes 80-års fødselsdag sidste år - og netop har lanceret en kollektion med grønlandske safirer. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.

Om eftermiddagen stod den på et interview med den russiske ambassadør til Danmark, Vladimir Barbin, der venligt tog imod i døren. Og en efterfølgende reception på ambassaden. Også en spændende sag, som jeg vender tilbage til.

Den russiske ambassade ligger nær Østerport - som de fleste ambassader - i nogle smukke patricierpalæer. Den er nabo til den amerikanske ambassade, men mere hyggelig. Overalt - i de lokaler jeg var i - var der dansk guldalderkunst på væggene - og i reolerne noterede jeg mig fine danske bogværker som Achton Friises "De danskes øer" og pragtværket "Ordbog over det danske sprog", der nok er vores væsentligste kilde til den danske etymologi.

Vagterne - for sådan nogle er der jo på ambassader - var for så vidt også mere venlige, end man møder dem på den amerikanske ambassade. De forstod ganske vist hverken dansk eller engelsk i nævneværdig grad, men ulastelig klædt i habitter af fin kvalitet og et smil på læben. Og også bredskuldrede og karseklippede, så man kan jo nemt gøre sig nogle tanker om, hvad de kan gøre i en presset situation. Fint nok for mig. Verden er jo ikke en børnehave.

Hjem igen kl. 18.50 med DAT efter godt otte timer i København. Det er såmænd også rigeligt...

2 kommentarer:

Lyngby sagde ...

Tja, sidder man i en flyver, skal man ved ned til København...

Jesper Hansen sagde ...

Njaaah, jeg er nu ikke helt sikker på, at det er det, der er pointen. Han begyndte allerede, mens vi sad på forpladsen. Velkommen på denne tur ned til København... Vejret nede i København er tåget... Og så videre.
Jeg spekulerer på, om man måske siger sådan i Nordsjælland/Helsingør.