Ønskeliste
|
Foto: Stark Kalaallit Nunaat |
Jeg har altid ønsket mig en helikopter - så til almindelig orientering for potentielle glade givere vil jeg bare lige vise, at det sagtens kan lade sig gøre at pakke sådan et apparat pænt ind. Den mangler jo kun en rød sløjfe.
Billedet er taget torsdag i Grønlandshavnen. Helikopteren er den tredje af seks nye, men dog let brugte H-155 helikoptere, som skal afløse Air Greenlands aldrende flåde af Bell 212-helikoptere. De seks helikoptere bruges især til slingload og til transport af gods og passagerer i de grønlandske yderdistrikter.
212 er kendt af de fleste i Grønland for dens karakteristiske dunkende lyd, der ofte kan høres mellem fjeldene ti minutter før ankomst. Helikopteren er også kendt af mange fra Vietnam-krigen, hvor den gik under betegnelsen Bell Huey UH-1 Iroquois (alle amerikanske fly i Vietnamkrigen havde indianske tilnavne).
Som det ses på billedet ovenfor af fruen fra heliporten i Tasiilaq, er Bell 212 en helikopter med ret begrænset plads - og mange ser frem til de nye H-155 helikoptere, der både har bedre plads, er hurtigere og larmer mindre end de gamle.
Da den første H-155 ankom til Grønland i slutningen af august, skrev jeg denne historie til Sermitsiaq 2021/35:
Den ligner jo en pukkellaksSnart er det slut med Bell 212-helikopternes karakteristiske flap-flap-lyd mellem de grønlandske fjelde. Air Greenland har købt seks nyere helikoptere af typen H-155.
|
Foto: Air Greenland |
Den første af de nye helikoptere satte første gang sine hjul på grønlandsk jord i søndags i geologlejren Sødalen i Østgrønland. Efter en hurtig optankning gik turen videre til Kulusuk og Tasiilaq, hvor mange nysgerrige lagde turen forbi heliporten for at få et glimt af den nye helikopter.
- Den ny helikopter vakte opsigt, da den fløj ind over byen. Folk her i Tasiilaq glæder sig til at få den gamle skiftet ud, da den efterhånden er ved at have mange år på bagen og dermed også udfordret i forhold til teknikproblemer fra tid til anden, siger Hjørdis Viberg fra Tasiilaq.
|
Wikipedia |
- Den nye helikopter er betydelig mere lydløs end 212’eren. Men vi skal lige vænne os til dens udseende. Folk kaldte den for sjov for pukkellaksen, forklarer Hjørdis Viberg.
Efter en overnatning i Tasiilaq gik turen mandag mod vestkysten via Kangerlussuaq. Tirsdag ankom den til Nuuk. Senere går turen til Nordgrønland, hvor den skal betjene Upernavik-området.
De øvrige fem H-155 helikoptere vil løbende ankomme til Grønland frem til udgangen af 2022, hvor den sidste Bell 212 sendes på pension, oplyser Air Greenland.
De nye helikoptere skal overtage beflyvningen af Nord-, Syd- og Østgrønland, efter at Air Greenland sidste efterår indgik en 10 årig service-kontrakt med Naalakkersuisut.
De seks H-155 helikopterne stammer fra det belgiske offshoreselskab NHV. Turen fra Ostende i Belgien er foregået i små bidder via England, Skotland, Shetlandsøerne, Færøerne og Island, inden helikopteren med betegnelsen OY-HJB nåede Grønland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar