onsdag den 14. november 2018

Politiet på bjørnetjeneste

Grønlands Politi serverer bjørnebøffer


Nu har jeg beskæftiget mig med Grønland i over 25 år. Alligevel byder det skønne land stadig på overraskelser og eksotiske tildragelser, hvis lige ikke findes andre steder i Rigsfællesskabet.

Grønlands Politi har nemlig arrangeret en fællesspisning af de mere usædvanlige, som det fremgår af en meddelelse fra ordensmagten udsendt tirsdag aften:

"Grønlands Politi har med lokalt samarbejde, herunder med hjælp fra Hotel Kangerlussuaq, stablet et spisningsarrangement på benene for borgerne i Kangerlussuaq.

Kødet stammer fra den isbjørn, som den 24. september 2018 blev skudt i nødværge af politiet. Isbjørnen blev skudt, da den var i umiddelbar nærhed af bygden og dermed til fare for borgerne.

Størstedelen af kødet fra isbjørnen bruges til arrangementet, mens andet er blevet foræret til den lokale børnehave.

Arrangementet vil foregå d. 9. december fra klokken 13-17 og vil blive afholdt på Hotel Kangerlussuaq. Det er gratis at deltage."

Det må siges at være en ganske overordentlig og usædvanlig service og konduite fra politiets side - og sikkert også et resultat af et politi, der er lokalt forankret på linje med gamle dages landbetjente i Danmark.

Røget isbjørnefilet serveret på Hotel Hvide Falk
 i Ilulissat fredag den 23. april 2010.
Desværre får jeg nok ikke mulighed for at deltage i det flotte arrangement, selv om jeg gerne ville. Isbjørn er en lækkerbidsken, som jeg kun to gange har smagt. Den ene gang som gryderet, isbjørnegryde, og den anden gang som røget filet. Især den sidste var en specialitet af de helt store. Kødet minder mest af alt om krondyr - rødt og mørt.

Isbjørne kan være smittet med trikiner, men i følge Fødevarestyrelsen fjernes risikoen ved at fryse og gennemstege kødet.I Grønland vil frysning eller tørring af kød ikke dræbe trikinlarver, fordi larverne har tilpasset sig et koldt og tørt klima. Den grønlandske veterinær- og fødevaremyndighed anbefaler derfor, at kødet tilberedes til en kernetemperatur på mindst 75 grader.

Ingen kommentarer: