Er Rudolf transseksuel?

En lille julehistorie

En ung og særdeles slank rensdyrjæger.

Jeg tvivler på, om læserne nogensinde har spekuleret på, om der findes transseksuelle rensdyr. Helt ærligt er det jo en lidt bizar tanke, som mest af alt hører hjemme i en løssluppen fantasi og uden relation til virkeligheden.

Ikke desto mindre spekulerer jeg meget over spørgsmålet hvert år her ved juletid.

Årsagen er Rudolf – ham med den røde tud, De ved… På langt de fleste billeder ser vi et rensdyr, der kan se muntert, sørgmodigt eller endog fortvivlet ud. Men mest af alt alligevel glad, for det er jo jul, og børnene skal nødigt skræmmes med verdens grufuldheder.

På de fleste illustrationer er Rudolf en flot fyr af et rensdyr – gerne med et kæmpemæssigt gevir. Og det er her, den løber af sporet for mig. For rensdyr har jeg nemlig lidt forstand på.

For en del år siden havde jeg fornøjelsen at bo sammen med samisk familie i Nordnorge i nogle uger. Det skete i den tid, hvor rensdyrene skulle skrives i mandtal om efteråret – og der i øvrigt skulle slagtes nogle stykker til vinterens forrådskammer.

Det var en stor oplevelse, og jeg lærte ganske meget om rensdyr. Blandt andet at rensdyr er den eneste hjorteart, hvor både hanner og hunner får gevir. Det sker i løbet af sommeren og kulminerer op til brunsten i september – oktober.

Hunnerne beholder geviret resten af vinteren og fælder det først til foråret. Det er nyttigt, for geviret kan bruges som sneskovl, når der skal skaffes føde til den ventende mor, der gerne skal være i god foderstand til forårets kælvning.

Hannerne derimod – de skrog – smider geviret umiddelbart efter brunsten. Og her har vi så problemet med Rudolf. For hvis et rensdyr bærer gevir i december, er der altså tale om en hun. Og en hun kan der jo ikke være tale om, for julemandens førende rensdyr hedder jo Rudolf. Så der er noget helt galt med mange af juletidens illustrationer. Årsagen er næppe, at rensdyr har transseksuelle tilbøjeligheder, men snarere at de mennesker, der laver illustrationer, ikke har forstand på rensdyr.

Retfærdigvis skal det med, at Rudolfs skaber, reklamemanden Robert L. May, der lavede historien om det rødnæsede rensdyr til de amerikanske stormagasin Montgomery Ward, fremstiller Rudolf helt korrekt uden gevir, som en stolt leder af en flok med otte gevirbærende hunner i julemandens tjeneste. Det viser – stik mod den almindelige antagelse – at reklamefolk som oftest er ganske hæderlige og sandhedssøgende folk.

I øvrigt skulle historien om Rudolf angiveligt være inspireret af H. C. Andersens fortælling om den grimme ælling.

Nu bør man generelt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, men det er ikke desto mindre, hvad man kan beskylde mig for. For i julen 2000 kunne jeg ikke dy mig for at sende et julekort til venner og bekendte fra Nordnorge. På kortet bærer jeg et rensdyrgevir – og teksten var en ganske dramatisk beretning om, at det nu var slut med julegaverne, for jeg havde altså slagtet Rudolf og nydt ham sammen med en flaske god rødvin.

Det var en historie, som var inspireret af den nu hedengangne Cafe Rudolf i Nuuk, der i 90’erne serverede Grønlands bedste rensdyr-bøffer. Det var egentlig lidt morbidt og totalt uegnet for børn og barnlige sjæle.

Nu går der sjældent røg af en brand, uden at der er ild. Det gælder også rensdyr, der rent faktisk har en nydelig lyserød mule. Det skyldes et tæt net af blodkar lige under huden, som forhindrer, at rensdyrets slimhinder fryser til i den kolde arktiske vinter.

Med disse juleord vil jeg gerne sige tak til læserne for det forløbne år – og ikke mindst de mange forslag og kommentarer, jeg modtager på mailen. Glædelig jul og godt nytår.

Artiklen er bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 23. december 2016.