Musvitter i topform

Muntre fugle trods barske vilkår

Musvitter og blåmejser er nogle af de mest almindelige fugle på foderbrættet. Men de er også hurtige gæster, for det er kun sjældent, at de bliver for at spise.

Mejsefuglene kan godt lide at have depoter, så for det meste kommer de kun på foderbrættet for at hente maden, som så bliver deponeret i en grenkløft et eller andet sted i haven. Derfor skal man være kvik på aftrækkeren, hvis man skal have et ordentligt foto af de små, hurtige fugle.

Det fik jeg så søndag eftermiddag til at gå med, efter at jeg havde hængt julebaconen i røgeovnen. For at undgå de store flokke af grønirisker og skovspurve havde jeg kun lagt ganske få solsikkefrø på brættet, så det tog faktisk lidt tid, inden at mejserne dukkede op, og det var i det hele taget lidt spredt fægtning.

Imens kunne jeg så tænke på en artikel, jeg læste for nylig, hvor det blev fortalt, at kannibalisme er ret udbredt blandt musvitter. Egentlig kommer det ikke helt bag på mig, for livet som musvit et langt udskilningsrace, hvor man skal have en god dag bare for at overleve. Af de musvitter der kom på vingerne i sommerens løb, er det kun halvdelen, der er i live ved årets udgang - og af dem er det så kun halvdelen, der er i live næste år ved denne tid. Så livet som musvit er barskt. Derfor er der heller ikke plads til de fine følelser, så når makkeren falder af den ene eller anden årsag, kan man jo lige så godt spise ham.

Udover mejserne ser vi masser af gæs i øjeblikket. De overnatter på vandet ved Ulvedybet, og hver morgen rykker de ud i store flokke for at fouragere på markerne. Det blev lige til et fint billede af en flok canadagæs på søndagens næsten skyfrie himmel.