Myten om det faglige miljø

Kommunalreformen 10 år efter

Tidligere hed det Nuup Kommunea med 15.000 indbyggere
på et areal på 105.000 kvadratkilometer - to en halv
gange Danmarks størrelse. Efter kommunalreformen blev
 det til Kommuneqarfik Sermersooq med 21.000 indbyggere
 og 635.000 kvadratkilometer - et areal svarende til Frankrig.

I 2007 forlod jeg mit elskede Grønland. I 12 år havde jeg haft et dejligt, spændende, lærerigt og ikke mindst travlt job som informationschef i den daværende grønlandske hovedstadskommune, Nuup Kommunea.

Jeg forlod jobbet stille og roligt uden smækken med døren, men årsagen var den forestående kommunalreform, som blev gennemført i Grønland med et par års forsinkelse i forhold til Danmark. Jeg havde simpelthen svært ved at se mig selv deltage i en proces, der på trods af løfterne om det modsatte, helt sikkert ville gøre det både dyrere og mere besværligt at være borger i Nuuk.

Ligesom i Danmark var politikerne ramt af hang til megalomani og lokkede i forjættende toner med synergieffekter, færre omkostninger til administration, stordriftsfordele og udsigten til stærke, såkaldt faglige miljøer, som kunne yde borgerne verdens bedste og mest kvalificerede bistand i stort set alle livets spørgsmål. Det ville i hvert fald blive bedre for både børnene, for pensionisterne og for miljøet.

For de kommunale cheflag var det i almindelighed nøglen til paradis, hvor man kunne få lov at omstrukturere og lave om, dele og herske, fyre og ansætte i stor stil og i det hele taget bruge en masse arbejdstid på at ryste posen  i stedet for at tjene borgerne, som egentlig er dem, der betaler lønnen.

Jeg havde som sagt ikke lyst til at deltage i denne proces, og eftertiden har jo givet mig ret – uanset om vi taler Danmark eller Grønland. Administrationerne er ikke blevet billigere, borgerbetjeningen er ikke blevet bedre, men afstanden mellem politikerne og borgerne er blevet længere end nogensinde før i Danmarkshistorien.

Kommunalforskeren Roger Buch har derfor en pointe, da han fornylig i den grønlandske radioavis fortalte, at hele formålet med kommunalreformen var at gøre det lettere for politikerne at træffe ubehagelige beslutninger. Når politikerne ikke længere ser vælgerne i øjnene i dagligdagen, bliver beslutninger om skolelukninger og besparelser alt andet lige nemmere.

Nøgleordet i kommunalreformen var professionalisering og skabelsen af faglige miljøer. Professionaliseringen har ført til, at tidligere tiders sognerådsformand, hvis eneste honorar var mødecigarer og en god frokost, nu er erstattet af en borgmester til direktørløn.

Den gamle sognerådsformand mødte sine vælgere hver dag, så han brugte ikke penge på unødigt lir, men betragtede sognekassen som sin egen – og derfor blev der kun brugt penge på formål og mennesker, som der var bred enighed og konsensus om.

I dag tilbringer kommunalpolitikerne det meste af tiden på rådhusene, og de spiser såmænd også i samme kantine som embedsmændene. Det er forklaringen på, at sparerunderne altid går ud over de varme hænder ude i marken, mens politikerne holder hånden over administrationen på rådhuset. Det er jo svært at skære ned på folk, man skal se i øjnene. Det ved de kommunale chefer udmærket – og det er forklaringen på, at forvaltningerne lige så stille bliver fjernet fra de gamle rådhuse og til en central placering i på et splinternyt rådhus i kommunens største by, så cheferne er sikre på en plads ved borgmesterens bord. På den måde har kommunalreformen føjet et yderligere  trin til udkants- og centraliseringsproblematikken.

Det er også en myte, at de faglige miljøer skaber bedre service og løsninger til gavn for borgerne. For kendsgerningen er jo, at det faglige miljø ofte bliver en kaffeklub, hvor man sidder og bekræfter hinanden i, at det er svært – og at den eneste løsning på problemet altid er flere specialister og flere ressourcer. Ræsonnementet er jo, at hvis ikke det er svært, er der jo slet ingen grund til at have et fagligt miljø og en kaffeklub. Så her har vi forklaringen på, hvorfor det ikke er blevet nemmere, men sværere at være dansker.

De faglige miljøer – og ikke mindst chefernes status – afgøres af, hvor mange ansatte der er i et givet område. Kommunale chefer er som oftest imperiebyggere, der godt vil være med til besparelser – bare ikke på deres eget område, for så vil det blive klart, at de ikke er opgaven voksen.

Jeg tror altså ikke på, at professionalisering og faglige miljøer er vejen frem. Snarere skal vi give mere plads til glade amatører, der har hjertet det rette sted – og som ikke ser på lønningsposen, når der skal gøres gode gerninger. Et lokalsamfund på få hundreder mennesker kan – når det gælder – meget mere end en hær af professionelle. Bare de ikke bliver knægtet af partipolitik, bureaukrati, mærkelig forordninger, notatpligt og momsregnskaber.

Kommunalreformen er med mine øjne en stor fiasko, fordi det hverken er blevet nemmere eller billigere at være dansker – men det allerværste er, at reformen har fjernet det direkte bindeled mellem politikere og lokalsamfund. Den nødvendige basale politiske diskussion mellem borgere og politikere over hækken er forsvundet. Nu foregår det allerhøjst på borgermøder og såkaldte dialogmøder, hvor resultatet ofte er givet på forhånd. Mange borgere føler sig derfor magtesløse – og så er der kun et raserianfald på Facebook tilbage.

Kvaliteten i den politiske debat vil stige betydeligt, hvis vi vender tilbage til de gamle sogn, hvor den politiske debat foregår over hækken og i Brugsforeningen, så alle borgere med lethed kan få en politiker i tale.

Derfor er det min overbevisning, at vi skal tilbage til en kommunestruktur fra før kommunalreformen i 1970, hvis ikke vi skal ende med en politisk kultur, hvor det er de højestråbende på Facebook, pressen, pressionsgrupper, interesseorganisationer, fagforeninger og miljøorganisationer, der har magten. 

Klummen er skrevet på opfordring af Nordjyske Stiftstidende og bragt den 4. december 2016 i forbindelse med avisens markering af tiåret for kommunalreformen.