søndag den 4. december 2016

Stjernedrys

Julehilsen fra Aalborg

Der bliver ikke sparet på noget, når scenograferne fra
Danmarks Radio slår sig løs for licensmidlerne. Her en
veritabel snestorm i konfetti.
Så er årets "Julehilsen til Grønland" i hus - eller rettere i "Musikkens Hus". For det var Aalborgs nye musikhus, der var kulissen, da Danmarks Radio lørdag aften indspillede det traditionsrige program, der i år bliver sendt for 85. gang.

Timm Vladimir bød velkommen til Aalborg.
- Aalborg er den by i Danmark, hvor der bor flest grønlændere i forhold til det samlede indbyggertal. Det skyldes ikke mindst Grønlandshavnen, så byen er et naturligt valg, forklarer programmets vært Timm Vladimir, der i Julehilsen til Grønland sammen med medværten Maria Motzfeldt er på en helt særlig mission til verdens største ø for at finde julemanden.

Årets program byder på underholdning af blandt andre det nordjyske grønlandske kor Ikinngutigiit, Small Time Giants og Julie Berthelsen. Alle 1200 pladser i Musikkens Hus var udsolgt, og mange har været på venteliste for at overvære begivenheden. Blandt tilskuerne var mange grønlændere bosat i Nordjylland, mange nordjyske venner af Grønland og hele to rådmænd fra Aalborg kommune.

Small Time Giants trykkede den af med den
forrygende AWG-slagsang "We are the Arctic".
Optagelserne forløb gnidningfrit. Kun en enkelt scene måtte tages om. Adskillige af tilhørerne fik deres 30 sekunders berømmelse og en spændende TV-debut foran kameraet, så de kunne sende en hilsen hjem til Grønland.

Aftenen bød bogstavelig talt på stjernedrys. Musikkens Hus var udsmykket med hundreder af grønlandske julestjerner, og alle fik en stjerne med hjem efter optagelserne, ligesom Danmarks Radio bød på klejner. Julestjernerne faldt ærlig talt på et tørt sted, for de to, vi har her i huset, trænger alvorligt til en udskiftning. Så fik vi alligevel lidt for licenspengene.

DR-kulissen emmede af jul - og Ikinngutigiit-koret var
 på plads under det flotte orgel i Musikkens Hus.
Der var også grønlandsk øl på programmet. I dagens anledning solgte baren i det nordjyske musikhus øl fra Godthaab Bryghus. Publikum kunne vælge mellem den traditionelle Baaja og  den nye champagneøl Pullartat.

Seerne i Grønland og Danmark må væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Julehilsen til Grønland sendes af KNR og Danmarks Radio den 18. december. De seneste fem år har Julehilsen til Grønland i gennemsnit haft godt en halv million seere til førstegangsudsendelsen, oplyser Danmarks Radio.

Indlægget er en lettere versioneret udgave af en artikel, jeg skrev til Arctic Business Networks nyhedsblog. Det var ikke tilladt at fotografere i salen under selve optagelsen, men jeg dristede mig lige til at tage et par fotos med lommekameraet.
Høj stemning i Aalborg. Kirsten Ørgaard fra Mælkebøttecentret
 i Nuuk sammen med rådmændene Mai-Britt Iversen og Mads Duedahl
 fra Aalborg kommune. Jeg har arbejdet sammen med Kirsten,
men jeg var i Nuup Kommunea.
Line fra Musikkens Hus byder på grønlandsk øl fra Godthaab
Bryghus. Baaja hedder husets classic - og den har jeg efterhånden
drukket adskillige liter af.
Julen er børnenes fest, så Nukappi havde taget junior med til TV-optagelse.
Stjernedrys foran Musikkens Hus i en stjernestund.
Musikkens Hus havde rullet den røde løber
 ud til ære for det grønlandske publikum.
Timm Vladimir lovede fra scenen hjemmelavede klejner til publikum.
Klejner ja, men hjemmebagte? Den opmærksomme læser vil nok 

bemærke, at klejnerne blev serveret i kartoner 
fra Othello-Bageriet i Christiansgade.
Åbningsnummeret var den forrygende slagsang fra Arctic Winter Games i Nuuk tidligere på året. Her er musikvideoen til sangen:


Ingen kommentarer: