Kvindfolkeaften

Det gode selskab i godt selskab

For en gangs skyld fik kvinderne adgang til det gode selskab.

Labre larver, skønne møer og gæve øboere. De var der allesammen, da Øland Sildelaug fredag aften skød efteråret i gang med den årlige ledsagerfest - altså den ene aften om året, hvor konen, kællingen, madammen får lov til at deltage i løjerne.

Klar til bordets glæder...

Allerede fra midt på eftermiddagen var der gang i køkkenet. Aftenens store fireretters menu blev stille og roligt en realitet. Ikke den store panik, for mændene har jo prøvet det før. Så ind i mellem blev der også tid til mandfolkesnak over et køligt glas hvidvin.

Mens de sidste køkkenmanøvrer foregik, var kvinderne på efterårsmanøvre i skoven, hvor de besigtigede Glarborgen - og ligeledes nød et glas rigtig damevin fra Mosel, inden velkomsten i medborgerhuset klokken 19.15.

Her gik sammenkomsten løs for alvor, efter at toastmasteren, Palle, havde dikteret nogle få, enkle regler for aftenen. For eksempel at det ikke forventedes, at damerne præsenterede sig selv, men overlod det til herrerne at fortælle det, der nu var nødvendigt for alle at vide. Og selv om SEP præsterede en ypperlig tale for damerne, forventedes det heller ej, at damerne trættede med en tale for herrerne. Og således blev det.

Hardy modtog velfortjent titlen som "Årets Sild".

Traditionen tro blev også "Årets Sild" udnævnt. Det blev laugets egen kassemester og giftblander, der modtog den ærefulde titel for blandt utallige fortjenster sin store indsats for beboerlauget og medborgerhuset.

Aftenen blev også anledning til at udnævne Øland Sildelaugs første dessertmester - en værdighedstitel blandt laugsbrødrene på linie med giftblander, ceremonimester og skriverkarl. Den ære tilfaldt selvfølgelig Smeden for hans utrættelige indsats i bagværkets og desserternes verden. Utallige er de sirligt pyntede desserter, som han har kreeret i sildelaugs-sammenhæng, og hvor selv den mindste violblomst har sin veldefinerede rolle i anretningerne.

Smeden kan nu kalde sig Dessertmester - respekt!

Smeden kvitterede da også for titlen med aftenens dessert, Smedens Nøddedrøm, som var en nøddekage i glas med mousse af hyldeblomst og kirsebær og på toppen et kæmpebrombær af egen avl. Skriverkarlen havde gerne bragt et foto af denne herlighed, men desværre kunne fotografen ikke længere se noget som helst på det fremskredne tidspunkt af aftenens begivenheder. Således forgår al verdens herlighed.

Aftenens menu stod i øvrigt på torsk i svøb med sennepscreme og rødbedesalat, sprængt kalvetunge med italiensk salat samt marineret langtidsstegt kalvecuvette med gratinerede rodfrugter og rosenkål samt en lille dråbe sauce. Til vegetarerne var der salat med mormordressing, hvilket gav anledning til en del snak - for der er åbenbart lige så mange opskrifter på mormordressing, som der er øboere. Ganske interessant, faktisk...

På sangens vinger, mens stemmerne stadig var klare.

Maden blev naturligvis ledsaget af gode vine, som det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men helt sikkert spitzenklasse, som man siger.

Det gjorde et vist indtryk, for stik mod traditionerne var aftenens første forsøg på at slutte med Ølandssangen nok velment, men ikke specielt vellydende. Ynkeligt og pinligt vil nogle sikkert mene. Først da sangbladene i al hast blev omdelt, kom der gang i de velsmurte, men trætte stemmebånd, inden turen gik ud i den stille og lune sensommernat og hjem til ham der Arne - hjemmets arne...

Torsk i svøb.

Sprængt kalvetunge.

Marineret langtidsstegt kalvecuvette.