Lad børn være børn

Fritidshjem

Spejder er ikke noget, man går til. Det er noget, man er
 - og så er der ikke brug for SFO og fritidshjem.

Forleden meddelte Statsradiofonien, at flere og flere forældre tager deres børn ud af SFO-ordningerne og fritidshjem, fordi nogle kommuner har sat priserne op på denne offentlige foranstaltning. 

Præmissen var, at det er for dårligt, at priserne er så høje, at ikke alle børn kan komme på fritidshjem. Det skal man vistnok være offentligt ansat journalist i Danmarks Radio for at mene.

Det ville være forfriskende, hvis medierne bare en gang i mellem tog skyklapperne af - og vender historien om i stedet for bare at forlange mere og mere lighed og offentlig service.

For hvad er egentlig problemet? Det er da lykken at slippe for fritidshjem og SFO.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg i sin tid ville have tvivlet på mine forældres kærlighed, hvis de sendte mig på fritidshjem - istedet for at lade mig passe mig selv.

Hvis jeg var barn i dag, ville jeg da være lykkelig for at slippe for pædagogernes knugende greb om min fritid efter skolen. Jeg ville tage min cykel og uden cykelhjelm drage på togt ude i den virkelige verden.

Jeg ville tage ud til et af egnens vandhuller og med risiko for at drukne måske sejle rundt på en tømmerflåde lavet af et par gamle olietønder. Måske fange haletudser og salamandre og blive klogere på verden. Senere ville jeg måske lægge mig på lur i en grøft for måske at se et par harer hoppe rundt på ageren.

Jeg har selvfølgelig ikke madpakke med, men sulten klarer jeg med et æbleskud i en forfalden gammel have, hvor ejeren godt ved, at jeg kommer forbi, men tænker Herregud, lad dog barnet... Jeg kan alligevel ikke nå at spise alle æblerne.

Midt på efterdagen er det frie liv forbi - og pligterne kalder. Der skal køres aviser ud, så jeg kan tjene mine lommepenge. For mine forældre har den holdning, at man skal yde, før man kan nyde - og det koster jo penge at være spejder. Kontingent, ny rygsæk, sovepose og så ikke mindst at deltage i de spændende ture og kurser, som spejderbevægelsen tilbyder.

Jeg er glad og stolt over at være vokset op i Farsø i tresserne, hvor der hverken var fritidshjem eller børnehaver. Dengang fik vi lov til at være børn - og jeg ville ønske, at børn i vore dage også havde denne mulighed.

I den forløbne uge har medierne også omtalt, at flere og flere danske familier betaler sig fra de sure pligter. De køber madpakker og rengøringshjælp - og altså også fritidshjem og SFO-pladser - for at slippe fra de sure pligter, når de endelig har fri for det angiveligt hårde arbejde, som begge forældre i en husstand har.

Det er for mig at gå over åen efter vand. Hvorfor ikke arbejde lidt mindre for penge og så bruge tiden på selv at klare opgaven med madlavning og rengøring? Gjort rigtigt kan det faktisk blive kvalitetstid for hele familien - og oven i købet give børnene en solid ballast med på livets store rejse: Stoltheden over at kunne klare sig selv - uden offentlig hjælp!

Og så ville vore dages forældre også slippe for min lille mistanke om, at vore dages børn er et statussymbol på linje med bil, sommerhus, charterferie - pg ikke resultatet af ægte kærlighed. For hvis forældrene virkelig elskede deres børn, ja, så ville det vel også insistere på selv at passe dem i stedet for at overlade det til betalte pædagoger. 

Kærlighed kan jo ikke købes...

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 2. august 2019.