Katastrofeøvelse i Sisimiut
Forleden var jeg doku-fotograf til en storstilet katastrofeøvelse her i Sisimiut, der bød på masser af dramatik og stort set alt, hvad byen kan byde på i køretøjer med blå blink.
Scenariet, som den slags kaldes, handlede om en utilfreds borger i kommunens socialafdeling, som slog et par socialrådgivere i hjel, og tog nogle andre som gidsler. For at sætte trumf på sine krav, satte tossen selvfølgelig ild på rådhuset.
Øvelsen var uvarslet og meget realistisk sat op. En del af øvelsen handlede blandt andet om pressehåndtering, så lokalradioen sendte direkte - uden at fortælle, at det var en øvelse. Det gav så politiet overarbejde med at håndtere både nysgerrige, spørgelystne journalister og gidseltager.
Hele forløbet tog et par timer og det blev til adskillige fotos. Mange af dem ren dokumentation af redningstekniske detaljer, som bare er videresendt til beredskabet, men her er en serie med et par af pletskuddene, efter at jeg har haft lejlighed til at bearbejde dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar