fredag den 8. juni 2018

Her går det godt...

Status

26 grader i Danmark og frostvejr i Grønland... Og det kalder man Rigsfællesskab! Sådan fnøs en af mine grønlandske venner forleden på Facebook.

Heldigvis har det rettet sig siden weekenden, og sommeren med alt, hvad det indebærer af fangst, udeliv og hygge ved bålet, er endelig på vej -  også i Grønland.

Det betyder også, at jeg efter fem måneders vikariat i Sisimiut snart pakker kufferten og vender tilbage til Danmark igen. Til den sommervarme og tørke, som jeg indtil videre kun har hørt om. Jeg gruer for havens sande tilstand...

Det er også tid til at gøre en slags status, for det er 25 år siden, at jeg første gang flyttede til Sisimiut og Grønland. Det er blevet til i alt 15 år som bosat på verdens største ø - og i øvrigt mindst et årligt besøg i det land, som på godt og ondt har bjergtaget mig og fascineret mig lige siden barndommen.

Udviklingen i Grønland har i de forløbne år været fantastisk. Det er der måske ikke så mange, der har bemærket, hvis de fortrinsvis  har været i Grønland eller Danmark i de seneste 25 år, men når man som jeg har været her af og til, er udviklingen mærkbar.

Et godt eksempel finder man i butikkerne. Mit grønlandske arbejdsliv begyndte som informationschef i den grønlandske butikskæde Pisiffik. Dengang en aflægger det gamle Kongelige Grønlandske Handel med et tydeligt præg af etat, hvor enhver form for konduite og god kundebetjening var en overtrædelse af et eller andet gældende reglement.

Så hvis kunderne spurgte efter en bestemt vare, var det nemmest og sikrest bare at affærdige det med et "Det har vi ikke...". I dag er butikskæden privatejet - og personalet er både høfligt, serviceorienteret og venligt.

For 25 år siden var en stor del af personalet tilkaldt dansk arbejdskraft som mig selv. Alle centrale chefposter, butiksledere, uddannet personale som slagtere og bagere og så videre. De fleste af disse poster er i dag besat med grønlandsk arbejdskraft, der er mindst lige så engageret og veluddannet, som danskerne var det i sin tid - og måske endda bedre.

Og sådan er det på alle områder. Den grønlandske arbejdskraft har fået en dominerende indflydelse overalt i samfundet - i skolerne, på sygehusene, i kommunerne og i selvstyret.

Da jeg kom til Grønland for 25 år siden, var det et stort problem, at medarbejderne blev væk, når det var lønningsdag. Den tradition er stort set væk, og tingene fungerer hver eneste dag.

Det skyldes blandt andet, men ikke alene, at tidligere tiders massive alkoholforbrug er nedbragt, så det samlede forbrug pr. indbygger ligger langt under det danske niveau. Det er en succeshistorie, som kun alt for sjældent bliver fortalt.

Stadig flere grønlændere får en uddannelse - og generelt er der en grundlæggende forståelse i samfundet for, at uddannelse skal belønnes. Derfor er der fortsat et forholdsvist enkelt og ikke progressivt skattesystem. Den grønlandske skattelov er på 36 sider mod de godt 1500 sider, som den danske fylder. Her kan Danmark virkelig lære af Grønland.

Jeg vil ikke tegne et glansbillede af det grønlandske samfund. Det er selvfølgelig ikke alt, der er rosenrødt - og der er stadig et stort rum for forbedring. Men landet er på vej. Lige så stille så alle kan være med.

Grønlænderne kan med rette være stolte af deres land, for det går godt. Men udviklingen hviler på en hårfin balance - og jeg bliver altid lidt bekymret, når politikerne prøver at forcere udviklingen med såkaldte reformer. Folk flest har det bedst, når tingene sker stille og roligt. Sådan er det i Danmark, sådan er det i Nordjylland, og sådan er det i Grønland.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 8. juni 2018

Send en kommentar