Lejrbål

Vejen til selvtillid

Billederne er klikbare.

Så er jeg hjemme igen fra årets sommerlejr på Stevninghus. Det blev ikke til så mange fotos, men her er et par stykker fra afslutningslejrbålet onsdag aften.

Der var ikke så forfærdeligt mange deltagere, for allerede sidste søndag forlod en del - især de yngste spejdere - lejren. Alligevel var afslutningslejrbålet en god oplevelse.

På store lejre har der de seneste år været en tendens til professionalisering eller semi-professionalisering af underholdningen, men dette lejrbål var af den gode, gammeldags slags, hvor det var deltagerne selv, der stod for indslagene. Man underholder - og man bliver underholdt. Lidt ligesom et kædebrev. Man sender et indslag og får ti igen.

Sådan skal det være, for det er del af spejderarbejdet. Learning by doing på alle niveauer. Det kan godt være, at man ikke har den store succes i skolen med tests af alle slags - og hvis man nu er rødhåret, lidt kraftig, har en diagnose eller bare er almindeligt nørdet, er børn lette mobbeofre.

Men ikke hos spejderne, for her ligger successen lige om hjørnet. Man optræder med det, man nu har at byde på. En optræden på scenen foran 500 andre spejdere giver selvtillid - og det er det, det hele handler om. Pyt med, at der hverken er lysshow eller fyrværkeri - det er selve processen, der er det interessante.

Og afslutningen på et ordentligt lejrbål, hvor man danner kæde til "Nu flyver mørkets fugle ud" - "Auld long Syne", er altid gribende og får sin faste plads i hjertets minderum resten af livet.

Endnu en gang har det vist sig, at det gode, gammeldags spejderarbejde er vejen til selvtillid - og det, som gør spejderbevægelsen til noget helt særligt