Helleborus
Det er unægtelig lidt tidligt, for de blomstrer normalt først i slutningen af november. Men det kommer nu ikke helt bag på mig.
Jeg plantede den på stedet i foråret, efter at den havde gjort tjeneste i krukken på terrassebordet - og jeg har før oplevet at juleroser og påskeklokker har det lidt svært med kalenderen det første års tid på den blivende plads.
Så det tager jeg som en oplevelse - og i øvrigt et tegn på, at planten har det godt og har slået rod.
Sidste sommer mistede jeg næsten alle stauderne i beddet under det store lærketræ, som jeg fældede i juleferien. Det er selvfølgelig trist, men det er også chancen for en ny start - så nu er planen, at beddet skal være hjemsted for en sand mangfoldighed af helleborus - altså juleroser og påskeklokker.
Derfor glæder jeg mig også over, at især en af påskeklokkerne har smidt mange frø, der nu er kommet op som fem til ti centimeter høje planter - og når jeg årligt føjer et par krukkeplanter til, skal det nok blive godt og flot i løbet af et par år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar