Spejderliv
Jeg har i år valgt at arbejde i forplejningsudvalget - og ikke informationen, som jeg har gjort så ofte før - og jeg har ikke tænkt mig hverken at rapportere eller fotografere noget særligt fra lejren.Men som sædvanligt er det herligt at mødes med spejderne. Jeg kender de fleste i et eller andet omfang fra tidligere, så det er jo lidt ligesom at komme hjem på familiebesøg. Det er et miljø, hvor tillid og tolerance betyder meget, men hvor tonen også er hård, hjertelig og kammeratlig i en sådan grad, at arbejdstilsynets akademiske mobbekonsulenter med stor sandsynlighed vil nedlægge et strakspåbud, hvis de fik lejlighed til det.
Jeg nyder det - og frydes over at være en del af den særlige subkultur, som spejderne jo er. Hvis man er i tvivl, så tag et kig på påklædningen - ikke stram uniform, men alligevel. Og så glæder jeg mig over, at hjælpernes tørklædefarve i år er blå - akkurat som det første tørklæde, jeg fik for 53 år siden i 1. Farsø, hvor blå er gruppefarven.Min tjans i forplejningen er morgenmaden i hjælperkantinen. Her brillerede jeg onsdag morgen med at lave min første havregrød i nok tyve år. Gryn og fem-seks liter vand i forholdet til 1:2, en pakke smør og smage til med salt. Næppe den største kulinariske udfordring, men det blev spist. Og rent gastrofagligt er det ikke uden stolthed, at den store portion havregrød overhovedet ikke brændte på, hvad der ellers nemt kan ske med en relativt tykflydende masse i en stor gryde.
Jeg holder lige et par dages pause fra køkkenet på grund af arbejde, men søndag går turen sydpå igen - til næsten en hel uge mere i den lille familie...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar