Grænseland
Det er selvfølgelig især vejen fra Stevninghus til Fleggaard i Kupfermühle/Kobbermølle, der har lokket mig ud af lejrens trygge rammer, men på grund af mine morgenvagter de seneste to uger, har der denne gang også været tid til nogle solide aftenture i det ganske kuperede og skovrige landskab.
Først og fremmest til den smukke Kollund-vej langs Flensborg Fjord. Den fjord er noget helt særligt med sine mange småøer og er et helt fortryllende sted i vindstille aftensol.
Det blev også til lidt fuglekiggeri uden kamera i området ved Stevninghus, hvor spejdernes store grund sammen med skydeterrænet ved Søgaard og fuglereservatet i Søgaard Mose udgør et temmelig stort uspoleret naturområde, der blandt andet er hjemsted for et havørnepar, som vi også havde jævnligt besøg af over lejren. Ellers er årstiden ikke til det store fuglekiggeri, men et enkelt ravnepar blev det da til.
Søgaard er i sig selv et spændende sted med en vigtig del af den danske historie. Under tyskertiden forblev herregården dansk - og fra midten af trediverne blev stedet omdannet til militærforlægning. Det var her, de første træfninger mellem danske og tyske tropper fandt sted i 1940, inden den skammelige overgivelse - og det er derfor en lokalitet, alle historisk interesserede danskere bør besøge mindst en gang i livet.
Søgaard er i dag kursuscenter for Hjemmeværnet og spillede i øvrigt en stor rolle i logistikken ved Blå Sommer i 1999, hvor spejderne havde lånt Søgaard som hovedkvarter for forplejningsudvalget, der sørgede for mad til de knap 23.000 deltagere i lejren. Den lejr var en stjernestund i Det Danske Spejderkorps. Jeg arbejdede i informationsudvalget og bladrer stadig jævnligt i den avis, som alle lejrdeltagerne fik med hjem - og som jeg altså var med til at skrive.
Det blevogså til et par smutture forbi Gråsten Slot. Det var nu mest for Dinas skyld, selv om hun ikke var med på turen.
Fruen, der har temmelig godt styr på den royale families gøren og laden, mente at vide, at Dronning Margrethe havde samlet familien til sommerkomsammen på Gråsten Slot - og hun så gerne, at jeg hjembragte et par paparazzi-skud af de kongelige. Det havde jeg ikke lige tålmodighed til, men rygtet var nu godt nok,for Livgarden patruljerede i hvert fald foran slottet.
I øvrigt er Sønderjylland noget tættere befolket end Nordjylland. Det bemærkede jeg tydeligt om natten, hvor der bestemt ikke er så stille som her på Øland. Der er også en betydelig lysforurening om natten. Alligevel er den mest tydelige forskel mellem Nord og Syd, at de lyse nætter allerede i midten af juli forsvinder i Sønderjylland. Her i Nordjylland har vi lyse nætter forsvinder frem til begyndelsen af august.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar