On the road again...
|
Foto: Flemming Boye |
Nu lakker det mod enden, som Søren Brostrøm sagde, da han hældte fernis ned ad ryggen på Mette Frederiksen...
Torsdag aften holdt jeg foredrag for første gang i over to år. Det er et godt tegn, at det nu igen er muligt at samles med højskolesangbogen på bordet og det levende ord på dagsordenen. Det direkte møde mellem mennesker og ikke på Zoom, Facetime og alt det der. Også selv om vi stadig skal bruge masker og håndsprit, når vi ikke sidder ned. Et lille lys i mørket, simpelthen.
|
Foto: Flemming Boye |
Det var Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sognes Menighedsråd, der ganske visionært havde bestilt mig til foredrag allerede i sensommeren, hvor der ikke var så meget corona. Og med en lempelse i forsamlingsforbuddet for et par uger siden blev det så muligt at gennemføre det aftalte arrangement torsdag aften i sognegården ved Skallerup Kirke.
Emnet var Grønland - slet og ret. Før corona-tid havde jeg en stribe forskellige foredrag med faste emner, men jeg har brugt epidemi-pausen til at droppe den faste form - og så aftaler vi simpelthen emnet til den konkrete lejlighed. Jeg taler altid uden manuskript, men lader mig styre af dialogen - spørgsmålene fra publikum. Det er tilhørerne, der skal blive klogere. Og så den stak fotos, jeg medbringer til lejligheden. For folk vil gerne se billeder - og dem har jeg heldigvis mange af.
De gode folk i Lønstrup og nærmeste omegn ville gerne høre lidt mere om Trump og Grønland - så det fortalte jeg naturligvis om, men ellers så blev det til mange gode snakke om livet i Grønland i al almindelighed med udgangspunkt i et par af de artikler, som jeg har skrevet i ugens udgave af Sermitsiaq. Og så naturligvis en håndfuld gode historier fra mine mange oplevelser i Grønland.
Der var vel omkring 35 tilhørere denne aften. Lydhøre og nysgerrige mennesker, som trodsede tidens ugunst. Jeg holder af det - og jeg tror også, at deltagerne fik noget ud af det. De grinede de rigtige steder - og der var også mange gode spørgsmål undervejs.
Jeg tror, at uvidenhed er det største problem i det dansk-grønlandske forhold - ikke Trump og stormagterne, klimaudfordringer, kolonianisme eller råstoffer. Folk i Grønland er ganske almindelige mennesker som du og jeg. Og den historie fortæller jeg gerne, selv om mange mener, at Grønland er et fjernt, eksotisk og meget koldt sted.
Vi er så småt på vej mod normale tider. Foreløbig er der kun to bookinger i kalenderen, så tøv ikke med at give mig et kald på 98130201, hvis du har lyst til at høre mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar