søndag den 11. november 2012

Kina-føde

En vakker wok-and

Andebryst på kinesisk.
Indrømmet - vi var lidt vage lørdag. Og når den tilstand indtræffer, plejer den at stå på fastfood. For eksempel pizza fra tyrkeren inde i Brovst.

Men nu var det jo lørdag og mortensaften, så en and fra kinesergrillen ville være lidt mere velvalgt. Desværre er der ikke nogen ordentlige kina-griller på Øland - og så var der jo ikke andet for end at bide i den sure ingefær og lave anden selv.

Det er ikke så svært, men skal forberedes i god tid. Jeg tog et par andebryster, befriede dem for skind og skar kødet i små tern. Kødet røg i en skål med en marinade lavet af trekvart deciliter soya, saften fra to lime, en håndfuld knuste hvidløg, en god sjat portvin, en sjat chilisauce og et strint flydende sødemiddel. Kødet skal trække et par timer i køleskabet.

Selve tilberedningen foregår ved først at stege fedtet af skindet (og gemme det som snack til aftenens film - det er lige så godt som flæskesvær). I fedtet lynsteges det marinede andekød i to minutter og tages op. Derefter lynsteges en pose wok-grøntsager i et minuts tid og tages op. Det resterende fedtstof røres op med en skefuld maizena, hvorefter marinaden røres i. Endelig tilsættes en deciliter andefond og saucen koges igennem og smages eventuelt til med lidt salt og peber. Endelig hældes kød og grøntsager i, og det hele får lige lov at koge op et minuts tid.

Det smager tossegodt. Serveres som al anden grill-mad foran fjernsynet. Egentlig hører der også ris til, men det sprang vi nu over i dagens vage anledning.

祝您好胃口

Ingen kommentarer: