Smæk for skillingen
Det lille bæst er med stor sandsynlighed gået i den sorte plastfælde, men er ikke blevet dræbt. Den har så slæbt sig en lille halv meter over værkstedsgulvet, hvor den mødte en anden musefælde - træfælden - som den også har udløst. Og således uhjælpeligt fanget på flisegulvet har den lagt sig til at dø.
Det kan ikke have taget lang tid, for jeg armerede fælderne ved 12-tiden, og jeg fandt musen - en husmus - ved 15-tiden.
Det er snart fire uge siden, jeg fandt musefælderne frem. Dengang gjaldt det halsbåndmus, som jeg i løbet af en uges tid nakkede seks af. Og der er ikke noget, der tyder på, at der er flere tilbage, så det er nok slut for denne omgang.
Men i formiddags så jeg en husmus, der pilede forbi høvlbænken på værkstedet. Så måtte jeg i gang igen. Denne gang med fire fælder på værkstedet og to i krattet ved gårdspladsen. Og det er altså to af de seks fælder, der efter få timer leverede det første offer i den fornyede musekrig.
Dagens bonus fra den biodiversitive parcel på Øland er en indtørret lille vandsalamander, som jeg fandt først på eftermiddagen, da jeg skulle støvsuge under håndvasken på badeværelset. Den har ligget der et stykke tid, for jeg måtte befri den for en del nullermænd, inden den var klar til foto på bardisken.
Hvordan syv hulen den lille padde er havnet på badeværelset,ved jeg ikke, men den er sikkert kravlet ind ad vinduet. Vi har en del lille vandsalamander i haven, hvor de gemmer sig under sten og lignende, så helt overraskende er det ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar