På bagkanten af Debatten

Elbiler

For et par uger siden deltog jeg i Clement Kjersgaards ”Debatten” på DR2.

Jeg var inviteret, fordi jeg for otte uger siden her i PåKanten skrev, at det er en uartighed, når politikerne bruger tid og kræfter på at indføre el-biler, nye skatter, afgifter og andre grønne tiltag, når vi står midt i corona-krisen. Det er uprofessionelt og minder om en fatal, diagnosekrævende mangel på fokus.

Al historisk erfaring viser, at man ikke kan vinde en tofrontskrig – og den aktuelle økonomiske krise kræver derfor fuld opmærksomhed på coronaen. Når politikerne samtidig vil lave reformer på andre områder, viser det, at de ikke er opgaven voksen – og når man vil løse to problemer på en gang, er sandsynligheden for succes meget lille. 

Det var ikke uden betænkelighed, at jeg stillede op hos netop Kjersgaard, der er kendt for sin helt egen debatstil, men han viste sig nu – uden for rampelyset – at være et ganske behageligt menneske, der åbenhjertigt indrømmede, at han somme tider er udfordret af sin karisma. Jeg trøstede ham med, at sådan er vi nogle stykker, der har det…

Udgangspunktet for debatten var en to år gammel udtalelse fra Lars Løkke Rasmussen, der i Folketinget havde sagt, at vi skal have en million el-biler i Danmark i 2030. Den præmis synes jeg er søgt. 

Lars Løkke Rasmussen er i den grad forhenværende i dansk politik. Det er også almindelig kendt, at man kan få Løkke til at sige hvad som helst, bare der er udsigt til en taburet og et godt ben. Så hvorfor ikke forbigå den nu meget forhenværende statsminister i larmende tavshed?

I studiet var der en sælsom blanding af kendte og ukendte tilhængere af el-biler. Blandt andet en mig ubekendt miljøordfører fra SF.

Miljøordføreren fortalte, at hun kom fra Fur. Det lyder sympatisk, men det var sikkert et par dage siden, at hun sidst havde været hjemme, for jeg bemærkede, at hun ankom til DR-byen på cykel. Midt i al elendigheden finder jeg det betryggende, at selv en SF’er erkender, at det ikke kan lade sig gøre at køre fra Fur til København i el-bil.

I debatten deltog også en elbils-entusiast fra Brønderslev. Men han tæller ikke rigtig, for han kører Tesla – og det er da klart, at en bil i millionklassen kan noget mere end de el-biler, som almindelige bilister i Udkants-Danmark har råd til. Det kan allerhøjest blive til el-biler i en klasse, der går uhjælpeligt i stå, hvis man skruer op for begge højttalerne i stereoanlægget.

Elbils-entusiasten fra Brønderslev understregede flere gange i debatten, at han er ingeniør – og som sådan skulle have specielt forstand på tal. Det argument vil jeg nok være lidt forsigtig med. 

Husk på, at der næppe braser en bro sammen, falder et fly til jorden, vælter en idrætshal i blæsevejr og andre ulykker, uden at en ingeniør har regnet på konstruktionen forinden. Det er også ingeniører, der står bag, når moderne elektronik med usvigelig sikkerhed går i stykker dagen efter, at garantien er udløbet, så nogen pryd for menneskeheden er ingeniørerne næppe – og ingeniør-argumentet gør i hvert fald ikke indtryk på mig.

Fra den politiske front var også MF Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Han skuffede mig som ellers trofast tilhænger af LA, for han gik ind for, at el-biler skal fritages for afgifter. Det er fint nok at afskaffe bilafgifterne, men det er altså ikke liberal politik at favorisere enkeltprodukter på markedet.

Olesens vildfarelse skyldes sikkert, at han er tidligere trafikminister – og derfor sovset ind i embedsværkets spin og med lang tids ophold bag Christansborgs grå mure har tabt evnen til at se klart. Borgen er jo et parallel-samfund befolket med en talende klasse, der føler sig højt hævet over den betalende klasse – og som derfor også mener sig berettiget til at blande sig i det frie forbrugsvalg.

I en TV-debat om miljøspørgsmål skal der selvfølgelig også deltage en såkaldt miljøforkæmper. Han kom fra en organisation, der kalder sig Guerilla. Alene navnet vidner om et anstrengt forhold til de demokratiske spilleregler. Noget der i øvrigt gør sig gældende for de fleste miljøforkæmpere som for eksempel Greenpeace.

Miljøforkæmperen var af den type, der sikkert sover med sølvpapirshat om natten – og det var ganske uklart, hvad han egentlig mente i den massive talestrøm. Men det var noget med at forbyde vaskemaskiner og sende kvinderne tilbage til kødgryderne. Som de fleste læsere af kanten sikkert ved, er jeg meget betænkelig ved kvinder i et køkken – og mener af et ærligt hjerte, at mad smager bedst, hvis den er lavet af en mand med kærlig omsorg for kalorier, bacon og fløde.

I TV-programmet blev jeg tituleret som fossilbilist. Det er et ganske præcist og dækkende ord, som ikke generer mig. Hellere være fossilbilist end klimatosse…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 25. september 2020. Programmet kan ses på DR's hjemmeside  Jeg medvirker i godt ti minutter fra 22.00. DR har også lagt et sammenklip på Facebook.