Kraftidioten

Sort, sort gangsterhumor

Kraftidioten er morbid norsk humor optaget i verdens
smukkeste omgivelser - og som pressebilledet fra Paradox viser
 med referencer til klassikere som Spielbergs Duellen.

Selv om jeg har boet sammenlagt næsten fire år i Norge, har norsk film ikke gjort det store indtryk, når man ser bort fra Bjergkøbing (Flåklypa) Grandprix, der i øvrigt er lavet af en italiener og med musik af danske Fabricius Bjerre, koldkrigsdramaet Orions Bælte, der foregår på Svalbard samt TV-serien Lillyhammer.

Men nu er der kommet en ny film på listen. Det er den stilsikre Kraftidioten fra 2014, som jeg har haft lejlighed til at se tre gange den seneste måneds tid. Filmen er et norsk svar på I Kina spiser de hunde og handler i korte træk om en sneplovfører, der hævner sin søns død ved at rydde godt og grundigt op i den norske underverden. Det er grumt, det er blodigt, og det er hamrende morsomt.

Ligesom Lillyhammer er filmen en stærk satire på et velmenende og androgynt norsk samfund, der kommer til kort, når mænd bliver til mænd - og mænd trækker pistolen.

Det er westernmyten contra velfærdssamfundet, hvor hovedskurken selvfølgelig er veganer, enlig delefar der deltager i mobbekurser på sønnens skole og medlem af Human-etisk samfund - og så en rigtig led narkobagmand.

En af de mest kostelige scener er en diskussion mellem to serbiske gangstere om forholdene i de norske fængsler. Den ene tror simpelthen ikke på, at man ikke bliver voldtaget af personalet - for det gør man da i alle fængsler, synes serberen at mene. Og tænk sig: Der er gratis tandlæge i de norske fængsler...

I en anden scene diskuteres velfærdssamfundet: Det findes kun i kolde lande, for under varmere himmelstrøg går man bare ud og plukker en banan, hvis man er sulten!

Filmen er en blodig western-pastiche, men der er også referencer til blandt andet Spielbergs Duellen og ikke mindst Coppolas Godfather-trilogi.

Undervejs kommer adskillige gangstere blodigt af dage. Det markeres med et sort skilt med navnet på gangsteren, og så et religiøst symbol. De norske gangstere med et almindeligt kors, bortset fra en bøsse, der åbenbart er jøde og derfor forsynet med Davidsstjerne på dødsannoncen. Tilsvarende for de serbiske, der alle markeres med det ortodokse serbiske kors. Endelig, da storskurken dør, kommer der et skilt på med Human-etisk forbunds logo. Det er altså god humor.

Filmen er morsom, stilsikker og bestemt værd at se. Og så er billederne guddommeligt smukke, sådan som der også er i Norge.