Sæsonens første snerydning

Barnlig glæde

Jeg er jo ret glad for sne - og selvfølgelig skulle jeg ud med skovlen her til morgen, hvor den forsinkede julesne pyntede voldsomt på matriklen, men også skjulte vintergækker og erantis.

Glæden ved at skovle sne er altid størst den første dag. Herefter aftager energien i en hastigt faldende kurve - og der går sikkert ikke så længe, før det risikerer at blive lidt træls.

Men indtil da glæder jeg over alt det hvide, som jeg forresten også elsker at køre bil i. Desværre har vi her i landet den lidt trælse tradition at strø salt på vejene. Det er dumt, når der ligger sne, for det bliver føret kun endnu mere glat af, men på det punkt taler jeg nok for døve øren.

Heldigvis - og det er en af de store fordele ved Udkants-Danmark - bor vi så langt ude på landet, at saltbilen endnu til middagstid ikke havde været igennem Østerby. Det er en god ting, men hvor længe var Jesper i baronens seng? I skrivende stund er der nu også spredt salt på Nørremarksvej, og resultater er et stort ælte.

Der findes ikke dårligt føre, men kun dårlige dæk - og jeg har stor sympati for norsk praksis, hvor man kommer sidst i redningskorpsets kø, hvis man kører i grøften med sommerdæk om vinteren.

Nu er det over en måned siden, at det var jul - og da savnede vi sneen. Men jeg kan da glæde mig over, at granen i indkørslen er flottere end nogensinde - og et rigtigt juletræ, sådan som det var tænkt, da det i sin tid blev plantet.