Koldt, men...
Netop nu har vi det herligste vintervejr. Det er frost, men solen skinner og luner - og der er masser af liv derude.
I nogle måneder har vi set raklerne, som er hanblomsterne på hassel - og nu blomstrer så også hunblomsterne. Der er hundredvis af dem, kun to - tre millimeter store og temmelig undseelige, hvis det ikke var for den flotte, røde farve. Det lover godt for den kommende hasselsæson om cirka ni måneder.
Vintergækker, erantis, hyacint og påskeliljer tager sig ikke af frosten, men vokser videre under sneen, sådan som det nu er deres skæbne.
Fjorden er næsten frosset til, men fortsat er der våger, så det er til at komme på skudhold af troldænderne med deres karakteristiske gule rand om øjnene - og en enkelt blishøne blandede sig da også i det gode selskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar