Gavebørn

Vi kan lære af Grønland

Grønland har løsningen på "rugemor"-problematikken.

For nylig blussede debatten om rugemødre op igen, fordi en mere driftig en af slagsen snød det forældrepar, der ellers havde betalt til undfangelsen og var blevet lovet afkommet. Det var en trist historie om, hvor lavt mennesker kan synke for ussel mammon.

Det er også endnu en brik til et billede af et samfund, der er i moralsk opløsning – og hvor mange mennesker får sværere og sværere ved at trække grænserne. Omvendt er det vel også en smule naivt at betale til en vildtfremmed  kvinde – og så tro, at vedkommende udleverer sit barn efter fødslen.

Den slags sager dukker op med jævne mellemrum – og fordi der er økonomi mellem parterne byder debatten på svære etiske overvejelser, som jeg ikke har et helt afklaret forhold til. Blot kan jeg konstatere, at det i den sammenhæng – som i alle livets forhold – bliver svært, når der er penge mellem parterne.

Men det behøver slet ikke være så svært: I Grønland har man i mange år haft begrebet ”gavebørn”.

Det er en gammel tradition, hvor en nærtstående slægtning forærer et barn til en anden. For eksempel en søster, der føder et barn og så forærer det til sin barnløse søster. Systemet fungerer i øvrigt også, når uheldet er ude – og en pige, der er blevet gravid ved et uheld, vælger allerede fra fødslen af at overdrage barnet til en slægtning.

Barnet bliver i familien. Der er ikke noget hemmelighedskræmmeri, og alle er åbne om det – og alle glæder sig over den lille ny, der får en god opvækst i trygge omgivelser i en lykkelig familie.

Jeg har boet en del år i Grønland og stødt på gavebørn og deres familier med jævne mellemrum. Det ser ud til at fungere godt – og jeg har aldrig hørt om tilfælde, hvor det har givet anledning til alvorlige problemer.

Traditionen har sin rod i et samfund, hvor slægt og familie generelt har en større betydning end i det danske samfund – og hvor alle i øvrigt er meget glade for børn i al almindelighed.

Sidste år mødte jeg en jævnaldrende grønlænder, som jeg ikke havde set i en årrække. Han kom gående med en lille dreng i hånden – og sådan lidt friskfyragtigt sagde jeg: - Nå, der er nok stadig skud i bøssen?

Det var nu ikke tilfældet, men han havde fået ny kone – og de kunne ikke få børn sammen. Så var der en kusine i konens familie, der er i meget ung alder var blevet gravid – og efter lidt snak frem og tilbage var man så blevet enig om, at det det nok var bedste, at min kammerat og konen fik barnet.

Gavebørn er en gammel tradition i det grønlandske samfund, som tidligere blev klaret uden det store papirnusseri. Sådan går det ikke i vore dage, hvor der formelt er tale om en adoption – men stadig er en adoption i Grønland mellem familiemedlemmer en forholdsvis ukompliceret sag.

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved ordvalget. I Danmark taler vi om rugemødre, og i Grønland taler man om gavebørn. Det giver en forskel – og jeg synes, at det er smukt, at man tager sit udgangspunkt i barnet frem for moderen, når man sætter ord på fænomenet.

Historien er en endnu et eksempel på, at vi danskere kan lære af Grønland – i stedet for bare hele tiden at fortælle grønlænderne, hvordan man skal indrette sig. Og såmænd også et eksempel på, at familien er et godt værn mod det moralske forfald, der ellers præger det danske samfund.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 18. januar 2019