Lækker nytårsmenu
Det var hyggeligt og ganske fredeligt - når vi lige ser bort fra, at Sanne insisterede på at hoppe ind i det nye år fra sofaen. Rent kunstnerisk måske ikke den helt store præstation, men ganske flot, akrobatisk og nærmest glidende...
Sanne sprang ind i det nye år med en glidende takling. |
For en gangs skyld stod jeg ikke i køkkenet nytårsaftensdag. Det klarede Sanne og Jørn glimrende selv, så mit beskedne bidrag til aftenen var vinene. Det vender vi tilbage til.
Vi lagde ud med Dronningens nytårstale og et glas champagne, inden vi gik til bords, hvor Sanne bød på en tallerken med hapsere af overvejende marin oprindelse. Der var laks, rejer og tun-mousse lækkert arrangeret på bunde af blandt andet små peberfrugter og en kurv af rösti.
Det var også Sanne, der stod for aftenens anden servering, der var en farvestrålende hokkaido-suppe med pommes frites-formede croutoner og en scoobi-doopi-doo-dip.
Herefter tog Jørn over og serverede en smørmør oksemedaljon med rødvins-glace, rodfrugter og Pommes Anne - selvfølgelig anrettet som en helt tårn med papirstynde kartoffelskiver. Helt i gennem klassisk nytårsmad efter bogen og i de bedste dansk-franske traditioner. En undersøgelse sidste år viste, at syv ud af ti danskere har rødt oksekød på tallerkenen nytårsaften. De hurtige og heldige - som os - får oksemørbrad, men slagterierne kan ikke følge med på det lækre kød, så de langsomme må nøjes med lækkerier som culotte, ribeye og højreb, fortæller DR.
Aftenens dessert var en sorbet-anretning med tre forskellige sorbeter og eksotiske frugter. Jørn laver altid nogle fantastiske sorbeter, men det helt store hit var nu den dragefrugt, som Sanne havde fundet i Rema. Vi har alle fire rejst en del i Kina - og for mit eget vedkommende faktisk to gange fejret nytår i Riget i Midten, så dragefrugten var en god anledning til at genopfriske et par historier. Dog undlod jeg at fortælle om den nytårsaften, hvor jeg rystede karaoke-miljøet i Beijing ved at optræde som Sinatra med My Way...
Som sædvanligt havde Jørn, der bærer efternavnet Bager, komponeret en imponerende kransekage, der i år var formet som en spand fyldt med alt det, som et overflødighedshorn nu skal indeholde.
Alt i alt en mindeværdig aften, som Dina og jeg på denne måde vil sige mange tak for.
Aftenens vine var til Dronningens nytårstale en Pommery Champagne Brut Royal - i øvrigt den sidste af et parti, som jeg scorede billigt, da Metro i sin tid lukkede sine danske butikker.Til forretten stod den på en klassiker i det lille hus på Øland - en Alsace-riesling fra Cave de Ribeauvillé, suppen blev ledsaget af en gewürtztraminer fra Helfrich - ligeledes i Alsace, og til hovedretten stod den på en cabernet sauvignon fra Beringer i Californien - en ganske raffineret og elegant rødvin, som efter min mening er noget af det bedste, man kan få fra et område, der i den store offentlighed mest er kendt for de ofte ret brutale zinfandel-vine.
Rent vinmæssigt var desserten lidt af en udfordring, og jeg vaklede mellem flere muligheder. Jeg endte på en Brachetto d'Acqui - en rød mousserende dessertvin fra Norditalien. Den er behersket i sødmen og har en god syre, der viste sig at stå fint til den lidt sammensatte desserttallerken. Vi sluttede aftenens vinøse rundrejse i Spanien med en cava - sec fra Codorniu - til kransekagen og den betagende udsigt ud over Limfjordens bredder...
Og så skal lige til sidst også lyde et ønske om et godt nytår til alle bloggens læsere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar