Grisekinder

Håndbold på tossen

Da jeg betragter håndbold som verdens mest kedelige sport, kom jeg i konflikt med min ellers ganske medgørlige hustru, Hjemmestyret kaldet, søndag eftermiddag.

Konflikt er måske et stort ord at bruge, for der var slet ikke hul igennem til andre søndagssysler end fjernsynet, der sendte optakter, hybris i verdensklasse, ligegyldigheder, analyser og vandtræderi forud for finalen. Ensom, som jeg var, besluttede jeg at bruge tid i køkkenet på en lækker omgang svinekæber. Det er simremad - og det tager tid.

Nu bruger jeg ikke opskrifter, men tager det gerne som fri leg, når jeg går i køkkenet. Således også med grisekinderne, som er den anatomisk mest korrekte beskrivelse af det frikadellestore stykke kød.

Det er ren muskel - og ganske sejt kød, hvis man ikke bruger tid på tilberedelsen. Jeg kørte retten med de forhåndenværende søm, og hvad jeg ellers kunne finde i huset. Egentlig ville jeg gerne have haft lidt gulerødder med i retten, men det måtte jeg opgive, fordi jorden var frossen, men det gik nu endda.

Jeg lagde ud med at brune svinekæberne på panden med nogle løg skåret i kvarter. Der skal fuld knald på panden, så kødet får en fin stegeskorpe - og så løgene karamelliserer og får en fin, sød smag. Jeg krydrede med peber og lidt frisk timian fra haven. Desuden lidt salt, men her skal man være lidt forsigtig, da stegefonden skal reduceres. Hellere for lidt end for meget.

Hele herligheden røg i en støbejernsgryde sammen med det meste af en flaske Riesling, som jeg havde åbnet i fredags. I ovnen i to timer ved 130 grader.

Imens skrællede jeg halvandet kilo kartofler, der blev kogt. De sidste fem minutter med en håndfuld rosenkål, jeg tilfældigvis havde liggende. Det havde næppe gjort skade med lidt flere rosenkål, men det var nu, hvad jeg tilfældigvis havde liggende.

Mens kartoflerne kogte, tog jeg kødet ud af ovnen, siede stegefonden og reducerede den til det halve. Jeg smeltede en forsvarlig klat smør, der blev rørt med et par skefulde hvedemel til en smørbolle - og tilsatte så stegefonden og en kvart liter fløde. Lidt kulør og så smagte jeg til med lidt salt og også lidt sukker for at tøjle syren fra hvidvinen. Kødet kom i sovsen, og så fik det hele et opkog, mens jeg lavede kartoffelmosen.

Jeg hældte vandet fra og tilsatte en halv pakke smør og lidt mælk. Så kørte jeg en tur med stavblenderen - og så var retten ellers klar til at servere.

Man siger, at vejen til kvindens hjerte går gennem maven, så det lykkedes mig faktisk at få Hjemmestyret i tale. Restaurantmad kaldte hun det - og det er nok den største ros, jeg kan forvente fra den side.

Lækkerierne blev indtaget foran fjernsynet under kampens sidste minutter. Jeg forstod det ikke, for jeg er sportsblind, men vil dog mene, at det ville klæde både idrætsfanatikere og sportskommentatorer med lidt ydmyghed, værdighed og stiff upperlip i stedet for at gå amok i national selvfedme. Man skal jo huske på, at dem, man møder på vejen op, møder man jo også, når det går nedad igen.