søndag den 31. august 2014

Espalier-æbler

Forsmag på glæderne

Flotte æbler - lige til at plukke i slutningen
af august. Det passer på Discovery.
Æbleespalieret ude ved vejen gror fornuftigt og planmæssigt, efter at jeg i vinterens mulm og mørke plantede det om - fordi jeg var kommet til at plante træerne lidt for tæt.

Faktisk går det så godt, at jeg nu kan høste de allerførste æbler derude.

Æblettæerne gror fornuftigt og efter planen.
Det er værd at notere - for principielt var det slet ikke planen, at vi allerede skulle have æbler derfra i år. Det er nemlig sådan, at man under opvæksten fjerner alle blomsterne, så træerne kan bruge energien på at vokse - og ikke producere æbler.

Men to af træerne vokser helt efter bogen - og har den perfekte form, så jeg kunne altså ikke nænne at fjerne alle skuddene, så jeg har en lille håndfuld æbler i de to træer.

Det giver så en ny udfordring. For planteskolemanden på Bakken foreslog i sin tid, at jeg plantede fem forskellige sorter, så jeg fik lidt variation - og sådan at æblerne ikke bliver modne samtidigt. Det var jeg med på, men jeg fik desværre ikke noteret, hvilke sorter der er plantet. Så nu er spørgsmålet: Hvad er det.

Discovery er et flot og meget sødt æble.
Det ene træ er ret sikkert en sort, der hedder Discovery. Det passer med farverne - og med, at de allerede nu er modne.

Til gengæld aner jeg ikke, hvad det andet træ er for noget. Æblerne er fine røde og ligner en mellemting mellem discovery og Ingrid Marie. Sidstnævnte er det dog ikke - for Ingrid Marie har jeg andetsteds i haven, og jeg er helt sikker på, at de fem sorter alle er nogle, som jeg ikke havde i forvejen.

Gode bud modtages gerne.
Det ligner Ingrid Marie, men er det ikke. Så hvad er det så?

2 kommentarer:

Lyngby sagde ...

Jeg ved det ikke, men måske er der hjælp at hente her

http://www.dyrkfrugt.dk/index.php/%C3%A6blesorterne/aeblesorter-plukketid-og-brugsaeson.html

Jesper Hansen sagde ...

Hej Per
Tak for tippet - der findes flere af slagsen, f.eks. denne: http://www.nordgen.org/nak/

Men bestemmelse af æblesorter er åbenbart lidt af en videnskab - og den overstiger min formåen - så jeg håbede, at der måske var en læser, som simpelthen genkendte æblet...