Parakittens død

Frihedens pris

Smedens undvegne sangparakitter  hygger sig med kornet på vejen.

Høsten er i fuld gang - og uden for stuevinduet har en af bønderne tabt lidt korn.

Det har skov- og gråspurvene hygget sig med hele morgenen. Men pludselig opdagede jeg også et par lidt mere eksotiske spurve - så at sige. Det var et par sangparakitter, der stod mellem grossenollikerne og pikkede korn.

Det var da ærlig talt et sjovt motiv, som jeg lige ville have et foto af. Som sagt, så gjort. Frem med kameraet.

Det var åbenbart lidt for skræmmende - for mens jeg stod og målte lys, lettede spurvene. Tilbage var kun de to sangparakitter.

Så kom der en bil...

Så kom der en bil kørende, mens jeg stadig målte lys. Føreren var åbenbart stæreblind og havde glemt sin førerhund. For bang - så var der kun en sangparakit tilbage.

Det hele gik så stærkt - og jeg var så optaget af at fotografere - at jeg ikke en gang fik set, hvilken bil det var eller hvem der kørte. Men jeg forstår ikke helt, at vedkommende ikke forsøgte at bremse eller køre uden om, for sangparakitterne er da så farvestrålende, at man ikke kan overse dem - med mindre man er stangberuset og forveksler dem med lyserøde mus eller måske snakker i mobil.

De to sangparakitter er fra en flok på syv fugle, der undslap smedens volierer her i foråret. De har fløjet rundt i kvarteret - og et enkelt par har sågar forsøgt at yngle i en stærekasse. De fleste er tilbage i volieren - men smeden mangler stadig at fange de sidste tre. Og nu er der altså kun to tilbage...

Så er der en sangparakit mindre på fri fod.