lørdag den 30. august 2014

Vandkants-Aalborg

Et festligt lag i Fjordbyen

Jens Morten har fotograferet mig så
 ofte - men onsdag tog jeg så revanche.
Onsdag var det så min gamle ven Jens Mortens tur til at blive 65.

Jens Morten er jo en festlig mand - og det ville have lignet ham dårligt, hvis ikke han benyttede lejligheden til at gøre dagen til en rigtig fest.

Så han havde indbudt en udsøgt skare af mænner til frokost på Sørensens Badehotel - hans dejlige hus i Fjordbyen helt nede i vandkanten.

Vi var tilsagt til kl. 12.59. Så var der rundvisning i huset - det tog et minut - og på slaget 13 satte vi os til bords. Det blev en hyggelig dag. Mange af folkene havde jeg ikke set i næsten 25 år, så der gik lidt tid med at sætte folk på plads i hukommelsen, men snart gik snakken.

Udsigten i Fjordbyen er der ikke noget i vejen med.
Som sædvanlig bød dagen også på et af Jens Mortens skæve påfund. Det omdelte sanghæfte bød på Internationale og Snart dages det, brødre. Fejende flotte sange fra arbejdersangbogen - men ikke lige kendt repertoire for denne udsøgte skare, så det var en udfordring.

For mit eget vedkommende var det mit første besøg i Fjordbyen - dette Aalborgs svar på Christiania - og det var bestemt positivt. Udsigten fejler ikke noget - og vi sluttede da også festen på Fjordbyens Kulturcenter, som det lokale værtshus så ubeskedent hedder.

Hvad der skete, kommer i øvrigt ikke offentligheden ved - men en god dag var det. Tak til Jens Morten for det fine initiativ.

Ingen kommentarer: