torsdag den 31. juli 2008

Nysgerrige stedmødre



















I de gode gamle Anders And-historier ser man hjemme hos Anders på Paradisæblevej 111 et kunstværk på væggen. Det forestiller en masse andehoveder i en folkemængde, øh, andemængde.
Jeg kommer altid til at tænke på det, når jeg ser stedmoderblomsterne i haven. Hver blomst er et lille ansigt, og ser man nærmere på ansigts-trækkene, er det ikke svært at gætte, hvordan blomsten har fået sit navn.
Som blomsterne står der, kan de såmænd også minde om en flok savlende hooligans, der holder med de blå - og så ser det ud til, at der vist har sneget sig en enkelt Brøndby-fan ind nederst til venstre i billedet.
Min næste association går til den amerikanske performance-kunster Spencer Tunick, der har slået sig op på at fotografere nøgne menneskemasser. På rad og række. Ja, og mon ikke det næste billede i rækken så bliver fra Nürnberg, men det skal jeg nok skåne Jer for.
Det var egentlig stedmoderblomsterne, som var mit ærinde. Vi købte dem billigt i foråret for i det mindste at have lidt blomster i haven, mens vi var på ferie i Danmark - men vi har fået fuld valuta for pengene, da de har blomstret villigt hele sommeren. Nu venter vi spændt på, at morgenfruerne og ærteblomsterne snart springer ud. Det er et spørgsmål om dage.
Og som en lille overraskelse, så står der forresten en klynge liljer i vildnisset foran huset. Liljerne er næsten vulgære i deres fremtrædelse, men når sommeren lader vente på sig, så tager vi også dem med - med glæde og i spredt uorden.



Ha' det
Jesper

mandag den 28. juli 2008

Nye poteter

Forleden så jeg "Smagen af Danmark" med Claus Meyer. Den mand har virkelig problemer med mundvandet, når han taler om mad. Det sås tydeligt, da han serverede nye kartofler i programmet. Men jeg vil tilgive ham. Nye kartofler er virkelig en kulinarisk delikatesse af de helt, helt store...
Kartoffelplanterne i haven begyndte at blomstre for en uges tid siden. Det er jo et godt signal om, at der er ved at være nye kartofler i jorden.
Her til aften skulle det så være - årets kartoffelpremiere. Med spænding satte jeg spaden i jorden og lettede den første plante. I antal var høsten ikke imponerende, men kartofler, det var der, og de var både pæne og store.
Jeg gravede to forskellige steder i kartoffelrækkerne, og som det ses, fik jeg både nogle normale hvide kartofler - og så en speciel norsk sort, som har blåt skind. Men bortset fra farven, så er de altså helt normale.
Og som de nye kartofler dog smagte. Serveret med nyfanget sejfilet og friskhakket persille. Det var rigtig sommermad. Fås simpelthen ikke bedre.
For Dina var det en helt ny oplevelse. Hun har aldrig smagt friskopgravede kartofler før - og hun fortalte, at hun aldrig helt havde forstået, hvorfor danskerne i Grønland altid snakkede så meget og så drømmende om nye kartofler. Sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor kartoflerne er tre uger undervejs med skib fra et fjernt, fjernt land. Men nu er hun med i fanklubben.
Jeg vil bare nøjes med at tilføje et højlydt Meyersk: Uuhm, mums...!

Ha' det
Jesper

søndag den 27. juli 2008

Støt står den danske sømand

Søndagen har været præget af pænt vejr og absolut vindstille. Altså lige præcis en god dag til en god lang sejltur rundt i bugten.
Vi tog hjemmefra ved halvsyv-tiden. Vejrudsigten var lovende og vejret var godt, så der var sådan set ingen grund til betænkeligheder.
Vi sejlede til grunden syd for Rya, hvor vi plejer at fiske. Vi fangede tre rødfisk, fem torsk og et større antal sej, hvor en af dem - og det var selvfølgelig Dina, der fangede netop den - fortjente betegnelsen storsej. Det er netop den store forekomst af storsej, der gør Straumsfjorden til et attraktivt fiskevand. Baljen var fyldt i løbet af et par timer, men vejret var simpelthen alt for godt til at sejle hjem i.
Så vi drev lidt rundt i bugten og hyggede os med madpakken og den medbragte kaffe - og var først i land igen ved totiden. Godt trætte, men også mætte af en rigtig god dag til søs.
Eneste problem var, at fjorden er temmelig befærdet af coastere og krydstogtskibe, så på trods af det spejlblanke vand fik vi os et par ordentlige vippeture. Men i det vejr er det jo ingen kunst at leve op til Danmarks stolte traditioner som søfartsnation! En god dag som jeg tror, vi længe vil snakke om.

Ha' det
Jesper

Mod mørkere tider

Ak ja, så er det slut med midnatssolen i år. Natten til søndag gik solen ned under horisonten i næsten tre kvarter. Ganske vist kun 1,1 grader, men alligevel som et tydeligt varsel om, at nu går det mod mørkere tider.
Som altid når solen vender går det ganske stærkt. I de kommende dage vil dagen aftage med 20 minutter i døgnet.
Billedet er taget, mens solen var væk. De fleste vil nok mene, at der er lyst, men den kraftige blåfarvning af lyset viser, at der faktisk ikke er så meget lys, som der er om dagen.
Men der er jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Hvis ellers jeg husker rigtigt, vil vi allerede om en måneds tid kunne få de mest fantastiske nordlys på himlen om natten - i hvert fald hvis det går som sidste år. Og for en gammel polartosse som mig, er det da også værd at tage med.

Ha' det
Jesper

lørdag den 26. juli 2008

Lørdagspip

Som så ofte før om lørdagen stod jeg tidligt op og gik en tur i haven med kameraet. Og i dag kan jeg præsentere en fugl, som jeg ikke har skrevet om før på denne side.
Der er egentlig tale om en god gammel bekendt, som er blandt de fem almindeligste småfugle i Grønland. Det er gråsisken, jeg tænker på. Let genkendelig på den blodrøde top - og for hannernes vedkommende også et rødt bryst. Jeg har ikke lagt mærke til dem her i Straumsbukta før, men den seneste uges tid er de begyndt at komme i haven og ved foderbrættet.
Det er en rigtig arktisk fugl. Det sjove ved den er, at da jeg i sin tid kom til Grønland, forlod de øen om vinteren, men de senere år begyndte de også at overvintre. I Nuuk blandt andet i området ved Hernnhutdalen. Og så selvfølgelig foran rådhuset. De viste sig, at rigtig mange gråsiskener - og hvidsiskener med for den sags skyld - brugte juletræet foran rådhuset som vinterkvarter. Derfor besluttede vi også at lade juletræerne foran rådhuset blive stående hen til foråret. Tidligere blev de fjernet umiddelbart efter nytår.
En anden arktisk kending er naturligvis den hvide vipstjert. Den er svær at fotografere, da den næppe sidder stille mere end et sekund af gangen, men her til morgen fik jeg den på haveslangen.
Viben er heller ikke nem at fotografere. Selv om vi ser dem hele tiden, er den meget sky og svær at komme nær. Jeg tog en hel stribe fotos, men af en eller anden grund havde den her altid gumpen i vejret. Gumpen er i øvrigt i følge ordbøgerne et sjældent brugt udtryk i vore dage. Undskyld, men jeg kender altså ikke andre udtryk for fuglens bagdel.
Sommeren er ved at være godt fremskreden. Det ser vi blandt andet ved at stærene nu er begyndt at flokkes. Vi har næppe stære nok til en gang rigtig sort sol, men de er der da - ivrigt syngende og i flok inden den store årlige skovtur sydover.
Dagens sidste fugl er en grønirisk fra seljerønnen. I følge Stein - vores lokale ornitolog - lægger vi have til en stor del af Straumsbuktas grønirisker. Vi kan snildt have en snes stykker på en almindelig dag på foderbrættet. Det her billede har jeg taget med for at vise, hvor eminent god en camouflage den ellers temmelig farvestrålende dragt er. Hvis ikke man lige ved, at fuglen sidder i træet, skal man se temmelig godt efter for at se den.

Ha' det
Jesper

Farvel til barndommens gade

















Musvitterne oppe under tagskægget nåede i sidste uge skelsår og -alder og forlod reden.
Det hele gik så stærk, at jeg knapt opdagede, hvad der var ved at ske. Men jeg nåede da lige at få et billede af denne her lille fætter, der tager afsked med barndommens gade - og nu skal ud i den pulserende verden. Det bliver en tøff tilværelse, som vi siger på norsk. Prognoserne for en musvitunge siger, at kun 50 % overlever den første vinter. Men allerede redetiden er farlig, og den har i hvert fald overstået det første step i kampen for at give generne videre til nye generationer af musvitter. Så vi kvitterer med et "God rejse" og krydser fingre for, at det lykkes.

Ha' det
Jesper


Lokale byger

Forleden dag var det bygevejr. Tidligt om morgenen kom denne bygesky trækkende over fjeldtoppen henne ved Hella og gav en lille bløder oppe i skoven.
Hernede ved vejen mærkede vi intet til regnen - og fem minutter efter skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.
Vejret kan virkelig være meget omskifteligt heroppe - men flot ser det ud.

Ha' det
Jesper

onsdag den 23. juli 2008

En sang om frihed

Forleden stod jeg op ved fem-tiden for at nyde morgensolen foran garagen. Jeg satte mig godt tilrette med en kop kaffe, askebæger og en god bog i min bedste havestol og nød solen i fulde drag.
Efter få minutter blundede jeg lige så stille. En halv times tid senere vågnede jeg ved at høre skridt, der nærmede sig.
Det viste sig at være naboens kalve, som var på springtur. De havde tydeligvis en herlig tid med masser af sidespring, mens de traskede ned mod selve Straumsbukta.
Det kan selvfølgelig undre, at de gad tage en springtur - et sådant projekt er jo dømt til at mislykkes, når man er en ung kalv. I øvrigt går kalvene på en mark, der må være ethvert kreaturs drøm om en himmel med meterhøjt saftigt, grønt græs. Men som bekendt er naboens græs altid grønnere - og i øvrigt er der jo intet som den berusende følelse af frihed.
To timer senere var springturen forbi. Naboens teenage-unger var blevet purret - sikkert adskillige timer før normal "teenage-stå-op-tid" - og havde fundet kalvene i den anden ende af landsbyen. Kalvene blev håndfast, men dog adstadigt gennet tilbage til de vante marker.
Jeg noterede i øvrigt, at de unge mennesker styrede kalvene med de plastikstave med reflekser, som vejvæsenet ellers bruger til at markere vejen med. Gad vidst, om der nogen sinde er nogen, der har tænkt på, at plastikstavene er velegnet til det formål? I hvert fald stemmer det meget godt overens med vejvæsenets beklagelser i de lokale media, hvor man netop besværer sig over, at plastikstavene bliver stjålet i stort tal.

Ha' det
Jesper

En stille morgen















Det er vel den gængse opfattelse, at der ikke er den store forskel på nat og dag, når man bor et sted med midnatssol. Men det passer altså bare ikke.
Generelt er vejret meget bedre om natten - og specielt morgerne er helt fantastiske. Alt er stille - altså bortset fra fuglene, og der er som oftest ikke en vind, der rører sig. Her er et par billeder fra søndag morgen. De taler vist helt for sig selv.

God morgen
Jesper

tirsdag den 22. juli 2008

Familiebesøg

Torsdag til mandag havde jeg besøg af min far og min søster, Birgitte (aka Striv). Det blev til et par hyggelige dage, hvor vi fik set os om på Kvaløy.
Allerede på turen fra lufthavnen så vi de første rensdyr, så de fine gæster fik fuld valuta fra første dag. Vi så i øvrigt masser af rensdyr de følgende dage, så det var bare en lille smagsprøve torsdag aften.
Fredag kørte vi en lang rundtur til Sommerøy. Det er lidt af en klassiker for alle besøgende hos os i Straumsbukta. Turen er en god tur uanset vejrforholdene, så det siger sig selv, at vi ofte bruger den til vores gæster. Rundturen byder på lidt af hvert - både kystlandskaber og indland. Højdepunktet er selvfølgelig et besøg på den lokale kro på Sommerøy, Havfrua, hvor vi fik en kop kaffe og norske vafler med brunost.
Lørdag var det planen, at vi skulle have gjort Tromsø. Birgitte havde fyldt kreditkortet og planlagt en gang powershopping, men dårligt vejr gjorde, at vi opgav dette. Heller ikke en tur med svævebanen til Fløya fik vi. Vi trøstede os med at indtage dagens frokost på pizzariaet på Kvaløysletta. Men vel tilbage til Straumsbukta var vejret faktisk godt, og far og jeg gik en tur op til skoven. Om aftenen gik vi hen til Straumsgården - museumsgården, der er vores nabo.
Søndag blev det til en tur til Grøtfjord. I godt vejr er det en stor oplevelse at se sandstranden fyldt med mennesker, når man tænker på, at vi faktisk er 700 km nord for polarcirklen. Se f.eks. dette billede fra sidste år. Turen til Grøtfjord går også ad rigtige bjergveje og er meget betagende. Og som altid gjorde vi et stop ved Storvatnet i 200 meters højde.
Om aftenen grillede vi i haven. Pølser og entrecote med mousserende rødvin. Og som prikken over i'et hoppede vores odder i vandet og gav en lille opvisning, mens vi spiste. Et solidt punktum på en hyggelig weekend.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 15. juli 2008

Torden i nord

De sorte skyer kom trækkende ude fra Atlanterhavet. I løbet af ganske kort tid blev det mørkt som en vinterdag. Og pludselig glimtede et lyn, som nogle sekunder senere blev fulgt at et ordentligt tordenbrag, som længe rungede mellem fjeldene.
I dag oplevede vi noget så sjældent på vore breddegrader som tordenvejr. Ja, det er faktisk første gang, vi oplever det her i Straumsbukta. Formiddagen havde været lun - jeg sad i jollen midt på fjorden blot i skjorteærmer, hvilket man kun sjældent kan, så det var helt sikkert et varsel om, at voldsomt uvejr var på vej.
Dina og jeg indrettede os med tordenkaffe i garageporten og nød det betagende natursceneri. Garagen har bliktag - og det er ligesom med til at understrege stemningen.
Selve tordenen kulminerede i løbet af få minutter med et gigantisk lyn som sekundet senere blev fulgt af et enormt tordenbrag - og væk var elektriciteten. Hele tordenvejret fra de første dråber til solen skinnede igen tog cirka tre kvarter, men der gik endnu en halv times tid, inden vi fik strømmen tilbage.
Regnen strømmede ned i en grad, vi sjældent har set. Se blot på billedet af genboens hus.
Pladsen foran garagen er klippegrund, og den havde tydeligvis svært ved at kapere alt vandet. I alt fik vi ni millimeter på de tre kvarter - og som sagt kom solen igen.
Desværre kun for en kort bemærkning. Ved sekstiden begyndte det at regne skomagerdrenge igen, men denne gang uden torden. Vi mistede godtnok atter strømmen i en halv times tid, og i løbet af de seneste godt to timer har vi fået yderligere 17 millimeter regn. Nu stilner det af, og alting dufter frisk og rent uden for - akkurat som efter en gang sommerregn i Danmark. Og det er jo ikke så ringe endda.

Ha' det
Jesper

Under vandet

Dina er ramt af en ubændig trang til at gøre rent i disse dage. Så hvad andet kan en mand gøre end at skynde sig ud af huset og udforske faunaen under vandet med noget passende fiskegrej?
Vejret var fint, og Leif-Inge er blevet færdig med slisken ved nausten, så jeg besluttede mig for at tage jollen for at pilke torsk ovre ved Rya - den lille ø, der ligger som en prop i Straumsfjorden og skaber de helt specielle strømforhold, der er her.
Det blev en herlig formiddag i strålende sol og dejlige dovne bølger. Første forsøg gav dagens største fisk - en torsk på fire kilo. Herudover blev til yderligere tre torsk og tre sej. Desuden fodrede jeg mågerne med et par småtorsk, og en rødfisk, som gled af krogen. Jeg havde ikke opdaget den - jeg fiskede på cirka 80 meter vand, men mågerne gjorde mig opmærksom på den, da de begyndte at slås om denne dybtvands-delikatesse.
Lidt over middag trak sorte skyer op over himlen og jeg sejlede hjem - en god dag rigere.

Ha' det

Fugle omkring huset

Det har været en begivenhedsrig dag, som jeg vil dele op i tre indlæg.
Som nævnt har jeg holdt fri i dag, og for en gangs skyld lå jeg og gassede mig helt frem til klokken syv. Vejret var lunt, og det var fuldstændigt vindstille.
Jeg synes, at det er lang tid siden, at vi har kigget på fuglene omkring huset, så efter at have startet kaffemaskinen listede jeg mig ned til stranden med kameraet.
En af de fugle, vi hører meget til i øjeblikket, er rødben. Vi har et specielt tosset eksemplar, som lige så snart vi går ud ad døren, forsøger at lokke os væk fra den rede, som den sandsynligvis har et eller andet sted i nærheden. Den dykker tæt, og stiller sig ofte på hegnspælene, hvor den synger højt for at tiltrække sig opmærksomheden. Den er temmelig væver i luften, men det ser altså ikke så elegant ud, når den flyver på grund af de lange ben - men et festligt bekendtskab er den da.
Nede ved stranden har vi i øjeblikket flere grupper af edderfugle. De er ikke så nemme at komme tæt på og slet ikke her i ællingeperioden, men den her gruppe er antagelig yngre fugle uden forældreforpligtelser, og de gik kun modvilligt og under megen knurren i vandet. Jeg kan ikke rigtig beskrive lyden af edderfugle, men der altså en slags kurren eller knurren. Bemærk i øvrigt, at jeg skriver edderfugl med to d'er. Det viser, at jeg ikke har rigtig forstand på fugle. Af en eller anden grund skriver ornitologer altid ederfugl med et d. Begge dele er korrekt retstavning. På norsk har man slet ikke problemet, for her hedder det en ærfugl.
Nede på stranden var det lavvande. Det er ensbetydende med masser af strandskader, som går og roder i tangen i vandkanten. Om natten leder de ofte efter orm i græsplænen. Jeg forestiller mig, at de stikker det orangefarvede næb ned i jorden. Når en orm ser det, tror den, at det er en gulerod - og haps!
I øvrigt tror jeg, at vores musvitter snart skal have ungerne på vingerne. Vi følger spændt med og det vil der helt sikkert komme mere om her på siden.

Ha' det
Jesper

Det klør...

Det klør, så jeg er ved at blive vanvittig. Desværre er der ikke tale om den søde kløe, som Marilyn Monroe lavede film om.
Nej, der er tale om den rigtige, møgirriterende myggekløe, som altid her om sommeren sidder i et fint bånd rundt om anklerne. For sommertid er også myggetid her oppe nord på.
Myggen er ikke bare en af arktis syv plager - det er simpelthen plagen over alle plager. De seneste dage har vejret været temmelig varmt med døgntemperaturer konstant over ti grader - og det får myggene frem af alle vandhullerne.
Myggene her i Straumsbukta er små og undseelige i stedet for de F-16 typer, vi havde i Grønland. Men det skal man nu ikke tage fejl af. Fordi de er så små, får man dem ikke klapset i tide, og stikket klør alligevel. Heldigvis har jeg den erfaring fra mine mange år i Grønland, at det er de første myggestik, der er de værste. Efterhånden som sommeren går, vænner kroppen sig til giften, og man bliver mere eller mindre immun. Så det ser jeg frem til - her lidt over midnat, hvor jeg burde sove, men ligger vågen og småkradser på benene, som det især er gået ud over. Af en eller anden grund har myg en forkærlighed for at stikke gennem strømperne lige omkring anklerne.
Vidste du forresten, at myg kun stikker folk med en bestemt blodtype. Hvordan finder man så ud af, hvilken blodtype det er? - Jo, ved stikprøver, såmænd!
Jeg har desværre ikke kunnet få et billede af en myg. De myg, der sidder stille længe nok i min nærhed, er døde, alvorligt kvæstede og temmelig flade! Men jeg har lånt et billede fra Flyvertaktisk Kommando af to grønlandske myg!
I øvrigt holder jeg en fridag tirsdag, da IT-folkene har service på vores servere.

Ha' det
Jesper

søndag den 13. juli 2008

Natarbejde i midnatssolens skær

Alt er dyrt i Norge. En simpel bilvask for eksempel koster 179 kroner.
Men tanken på Kvaløysletta 25 km fra Straumsbukta har et godt tilbud. Mellem 24 og 5 er der halv pris på bilvask - og selv om diesel efterhånden koster 15 kroner literen kan det nu godt betale sig.
Bilen trængte voldsomt til en vask, så jeg stod op klokken tre i nat og kørte til bilvasken. Og vel hjemme igen en halvanden times tid senere må jeg da også erkende, at bilen ser godt ud efter sådan et midnatsbad.
Det er i øvrigt ud til, at sommeren endelig er kommet til Troms. Solen skinnede hele lørdagen, og det ser da også meget fint ud her ved fire-tiden søndag morgen. Holder vejret tror jeg, at vi skal ud at fiske i løbet af dagen. Leif-Inge har nu fået slisken ved bådehuset sat i stand, så vi kan få jollen i vandet. Så en sejltur efter storsej er i hvert fald et nærliggende bud på en god søndag.

Ha' det
Jesper

fredag den 11. juli 2008

Tomattid

Så er de første tomater af egen avl ved at være modne.
Det er en gammel tradition fra Grønland, når vi har tomater i vindueskarmen. For indsatsen står næppe mål med udbyttet. Jeg vil nemlig anslå som situationen ser ud netop nu, at den samlede høst i år bliver på cirka 10 tomater. Men jeg giver ikke op - for der er altså ikke noget som smagen af de tomater og agurker, man selv har dyrket!
Vidste du i øvrigt, at ketchup oprindelig var en tynd fiskesauce fra Malaysia og Indonesien? Den blev kaldt kitjap og kom til Europa i 1700-tallet. Her begyndte man at tilsætte forskellige krydderier og grøntsager, men det var først i 1876, at H.J. Heintz fandt på den ketchup, som vi kender i dag. Altså med tomater som hovedingrediens og så tykflydende, at det kan være svært at få ud af flasken.
Heraf ketchup-effekten - altså det at man slår og slår på flasken for at få indholdet ud - og pludselig kommer der meget mere, end man har brug for! Det er i øvrigt sagt om Heintz, at det er den eneste amerikaner, man kan slå på uden at starte en krig!
Pudsigt nok er det Heintz´ skyld, at ketchup i dag er populært over hele verden, ja, det er vel nærmest et symbol på udbredelsen af den vestlige kultur ligesom Coca-Cola. Sommetider er menneskene altså underlige...

Ha' det
Jesper

torsdag den 10. juli 2008

Den gule fare (II)

Dagens ret i det lille hus i Straumsbukta var boller i karry - og det er jo god, gedigen bondemad, som vi kan li' det.
Men det rejser jo også - sådan apropos den gule fare - det gode, gamle spørgsmål om, hvorfor det nu lige er, at kineserne er gule i hovedet?
Kender du ikke svaret, er der muligvis hjælp at hente hos de glade analfabeter.

Ha' det
Jesper

P.s. Kan du ikke gætte det, er svaret her.

onsdag den 9. juli 2008

Skull' gammel venskaw...

Nu er jeg jo ikke den eneste, der har fyldt 50 år i 2008. Da jeg var i Danmark i maj, havde jeg lejlighed til at deltage i jubilæums-gildehallen for 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, der sørme også blev 50 år.
Per Gissel har været så venlig at sende mig et billede fra begivenheden - for det er nemlig ikke et helt tilfældigt gilde.
Jeg blev i sin tid optaget i gildebevægelsen i netop 8. gilde i Aalborg - og senere blev det også her, at jeg aflagde væbnerløftet. 8. gilde er et lidt specielt gilde. Der bliver kun optaget mænd, og der er principielt møde- og aktivitetspligt i gildet. Det er et konservativt gilde, hvor traditioner og ritualer holdes i hævd, og det vil være fuldstændig utænkeligt at møde op til en gildehal iført cowboybukser og T-shirt. Dresscoden hedder mørkt tøj og helst smoking.
Men det er også et gilde, hvor højt humør og godt kammeratskab går hånd i hånd. Det understreges jo også af, at jeg siden 1995 faktisk har været medlem af Sct. Georgs Gildet i Godthåb, men jeg har fortsat løbende kontakt med drengene fra Aalborg.
Jubilæums-gildehallen var en meget festlig begivenhed med gæster fra nær og fjern. Det foregik i kælderen under Aalborg kloster - en særdeles passende og højtidelig ramme, der stod godt til det mørke tøj og de gamle spejder- og gildesange.
På billedet sidder jeg ved siden af Jens Wilfred, der i sin tid fik mig overtalt til at være med, og så Allan Løvgren, der så vidt jeg husker var formand i den første gruppe, som jeg var medlem i.
Per Gissel, som sendte mig billedet, er i øvrigt udover at være gildebror i 8. gilde også manden bag Ryå-sejladsens hjemmeside. Her har 8. gilde fået et lille hjørne, og du kan læse mere om gildet her.

Ha' det
Jesper

P.s. Hvis ikke du ved det, så er Sct. Georgs Gildet en organisation for voksne spejdere.

søndag den 6. juli 2008

Den gule fare

Gul er reklame-designernes foretrukne farve, når de skal visualisere et rigtig godt tilbud - for eksempel i tilbudsaviser. Men også rigtig mange blomster benytter den gule farve, når de skal tiltrække insekterne i kampen om fortsat at have en andel i genpuljen.
Netop nu står engene og grøftekanterne i fuldt, gult fler. Det endda selv om mælkebøtterne allerede er blomstret af.
Smørblomst, ranunkel, engblomme, engkabeleje, vild løvemund. De er der allesammen med et råb til de flittige bier: Kom og bestøv mig.
Gul er solens og lysets farve - og minder om guld, som symboliserer rigdom. Det er vel overflødigt at tilføje, at gul også symboliserer prostitution. I islam symboliserer gul visdom og i kristendommen det evige liv og Guds herlighed. I det gamle Kina var gul den fornemste farve og i perioder forbeholdt kejseren. Jeg erindrer stadig realskolen, hvor min historielærer, Hr. Bøves, gjorde et stort nummer ud af at advare os mod den gule fare. De store horder af asiater, som bare ventede på at overtage den vestlige civilisation.
Gul er nemlig også falskhedens farve. Mange steder er gult symbol på fejhed- gul feber og gulsot er nogle rigtig grimme sygdommer.
Men flot ser det under alle omstændigheder ud. Billederne er taget fredag eftermiddag, da jeg kørte fra arbejde.

Ha' det
Jesper

Dagens ord VI

På Morgenavisen Jyllands-Postens hjemmeside kunne man forleden læse om den tidligere finansminister Henning Dyremoses finanseventyr. Det har tilsyneladende ikke gået så godt det seneste års tid, men avisen mener alligevel ikke, at Fyremose har noget at frygte. I artiklen hedder det blandt andet, at man ikke forventer, "at den mangeårige TDC-chef må suge på lappen." Jeg er overbevist om, at en ellers ungdommelig mand som Finansmose sagtens kan finde sig i at blive beskyldt for at være mangeårig. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at mine samiske venner vil finde sig i eventuelt at blive suget på. Især ikke når det normalt er labben, man suger på, når finanserne strammer til.
Jeg tillod mig at gøre Jydepottens medarbejder opmærksom på fejlen, og den blev prompte rettet. Respekt! Oven i købet fik jeg et venligt svar tilbage: "Tak for din mail - det er godt, en af os kan stave."
Tjaah, det kan JP-medarbejderen selvfølgelig have ret i. Men det ville nu være bedre, hvis vi begge kunne stave...

-jeps

torsdag den 3. juli 2008

Ost for feinschmeckere

Norsk ost er en ualmindelig kedelig oplevelse. Det har jeg skrevet om før, og det er et synspunkt, jeg bestemt ikke står alene med. Det stod lysende klart for mig onsdag formiddag.
Hver formiddag klokken 10 mødes vi i en lille kaffeklub, som består af Polarinstituttets klimagruppe og Arktisk Råds sekretariat. Her havde jeg mandag begejstret berettet om al den ost, som jeg havde slæbt med hjem fra weekendens besøg i Danmark. Men nu er 45% Danbo jo et ukendt begreb for udlændinge, så for at højne den gode smag blandt kollegerne bød jeg onsdag på et diminutivt ostebord med lidt Danbo, dansk rugbrød og hjemmeavlede radiser.
Det var et virkeligt hit, men der var altså heller ingen nordmænd på arbejde den dag. Kun kolleger fra Tyskland, England, USA, Finland og Holland. Og prøv lige at se min hollandske kontornabo Margot, som hun fylder sig med ost. Det er hende i den ,gule trøje, og hun er i øvrigt også ivrig blogger. Nummer to til højre for hende er tyske Gerit, post doc, der tilfældigvis havde fødselsdag i går. Jeg ved ikke lige præcist om det var på grund af den gode ost, men hun var da rørt til tårer over, at der var nogen, der huskede hendes fødselsdag.
Jeg begik i øvrigt en rigtig freudiansk fortalelse, mens vi sad og snakkede ost. Sproget er jo engelsk og i stedet for Norwegian cheese kom jeg - sikkert med en venlig tanke til The Beatles - til at sige Norwegian Wood. Alle var sådan set enige om, at der ikke er den store forskel på norsk ost og så, ja, netop træ... Jeg havde medbragt min osteskærer, og man mente i hvert fald, at strengen ville knække, hvis jeg brugte den på en norsk ost. Og det er jo sikkert ikke tilfældigt, at det er nordmændene, som opfandt ostehøvlen!
Det er jo en sand fornøjelse, når det, man sætter på bordet, bliver værdsat - og det blev det. Og således beriget kunne vi begive os tilbage til dagens arbejde.

Ha' det
Jesper

onsdag den 2. juli 2008

Glade analfabeter

Danmark er det eneste land i verden, hvor analfabeterne både kan læse og skrive. Sådan sagde Poul Henningsen engang i tidernes morgen.
Han har fuldstændig ret. Sproglig slaphed og ligegyldighed breder sig overalt i det danske samfund.
Se nu blot det skilt, der står foran bageren i Farsø. Det er jo temmelig uanstændigt, blot fordi bager(-)jomfruen(?) åbenbart ikke forstår, at sammensatte substantiver (navneord) altid skal skrives i et ord på dansk. Bagerjomfruen gør sig skyldig i det, som sprogforskerne med et fint ord kalder substantivfragmentering (i et ord), og det kan alle jo høre er en stor synd. Også selv om nutidens unge næppe kan se forskel på en ældre bolig og en ældrebolig.
Der er flere årsager til, at flere og flere har svært ved at finde ud af, om det skal i et eller to ord. Den væsentligste er givetvis, at man ikke lærer grammatik i folkeskolen, og efter latinens afskaffelse næppe heller i gymnasiet. Der kan også være tale om en afsmitning fra engelsk, hvor sammensatte substantiver altid skrives i to ord. Endelig er det et problem, at der også er mange professionelle sprogbrugere, som er alt for dårligt grammatisk funderet. Ofte med den meget dårlige begrundelse eller undskyldning, at grammatisk indsigt forhindrer kreativ brug af sproget. Det er for eksempel den type af journalister, der har aflivet den gode gamle datid og derfor skriver i dramatisk præsens (nutid). Jeg vil nu nok mene, at dramatisk præsens kræver et stærkt mådehold, hvis det skal virke spændende. Som det anvendes i medierne i dag, er det blot trivielt, kedeligt og irriterende. Eftersom de skrivende analfabeter næppe kender forskel på nutid og datid, forsvinder den overlagte bevidste brug af effekten - og bliver blot til endnu en forfladigelse af sproget, en kliche, fordi dumhed ophøjes til kreativitet.
Et sprog er en levende ting. Der skal være plads til udvikling og nytænkning. Men der skal sandelig også være rammer, som vi er enige om at holde. Ellers fører det til misforståelser og anarki.
Vort modersmål er dejligt. Brug det med omtanke og omhu!

Ha' det
Jesper
(Gnaven, gammel mand)

tirsdag den 1. juli 2008

Bifrost















Vejret var smukt mandag. Men hen under aften samlede der sig lidt skyer. Vi fik ingen regn, men det må de have fået et eller andet sted inde i landet. Ved 19-tiden så jeg denne smukke regnbue på himmelen i østlig retning.
Regnbuen har altid fascineret menneskene. Det siges for eksempel, at der skulle stå en spand guld der, hvor regnbuen ender.
I vores egen mytologi kaldes regnbuen for Bifrost og er broen, som forbinder Midgård med Asgård. Asgård er gudernes bolig, som ligger midt i Midgård - menneskenes verden. Guderne kan bruge Bifrost, når de vil besøge menneskene, men menneskene kan ikke bruge den, fordi den hele tiden flytter sig i Midgård. I Asgård ender Bifrost på Himmelbjerget, hvor gudernes vagtmand Heimdal skuer ud over verden og holder nidkært øje med, at det kun er guderne, som bruger broen.
Det er jo morsomt, for den gård, som vores hus oprindelig var en del af, hedder netop Heimdal.
I øvrigt er der ikke spor mystisk ved en regnbue, som blot er lysets brydning i små regndråber. Enhver kan lave sin egen regnbue med en haveslange, der sprøjter ud i luften, hvis ellers solen skinner. Og så er vi jo bogstaveligt talt nede på jorden igen. Ha' en god tirsdag.

Ha' det
Jesper