Hej hejre

Jeg tager til Farsø om et par timer, men jeg syntes da lige, at jeg ville tage en runde i haven, før jeg kører i lufthavnen.
Vejret i dag er gråt, men stille. Alt åndede fred og idyl, da mågerne pludselig begyndte at skræppe. Det skyldes en gammel hejre, der lige syntes, at den ville slå et slag ned forbi min have.
Mågerne mente sådan set at have vundet hævd på stedet og larmede voldsomt. Fiskehejren lod sig dog ikke så meget som mærke med det. Den lod som ingenting - tog et par slag med vingerne og satte næbbet ned mod Hella - de lokale fiskehejrers foretrukne fiskested. Imponerende ser det ud, når denne store grå fugl adstadigt og med værdighed glider gennem luften.
Det er fredag eftermiddag, så alle ønskes en god helg.

Ha' det
Jesper

Dagens ord VII

Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal le eller græde. Dagens ord er nemlig snapsehjerne. Det er et såkaldt anagram over Jesper Hansen.
Det kommer fra en af Norsk Polarinstitutts informationsmedarbejdere. Hun har den sikkert udmærkede, men sælsomme hobby, at hun leger med anagrammer - altså hun sidder og bytter om på bogstaverne i et kendt ord for at få nye betydninger.
For nogen tid siden - guderne må vide hvorfor - fik hun den ide at pusle med bogstaverne i mit smukke navn. Og resultatet blev altså det lidet flatterende snapsehjerne. Hvad må man da ikke lægge navn og godt rygte til? Jeg mener - skal jeg være beæret, fordi der er en yngre kvinde, der tænker på mig i en sen nattetime? Eller skal jeg blive fornærmet, fordi resultatet af hendes tænkeri antyder, at jeg har en af spiritus forårsaget dysfunktionel tankevirksomhed?
Jeg vælger uden tøven den første løsning.

Ha' det
Jesper

Så er der jordbær

Efter tre dage med sol er der endelig så småt kommet gang i jordbærrene. Det er vel helt overflødigt at sige, at de smager himmelsk.
Egentlig er det mod alle odds, at vi i det hele taget har jordbær - her 700 km nord for polarcirklen. Men med en hjælpende lun hånd fra Golfstrømmen, så går det alligevel. Endda med stor succes. For den langsomme vækst i det kølige og relativt fugtige klima gør, at bærrene bliver ekstra søde og ekstra faste i konsistensen - og på alle måder overgår de sydlandske jordbær, som man nutildags kan købe året rundt.
På billedet ser du dagens høst, men det skal med, at Leif-Inge tidligere på dagen plukkede lige så mange. Men hvis ellers solen holder, kommer det til at gå stærkt i de kommende dage. Planterne bugner af grønne bær, og der kommer stadig nye blomster til.
Der er flere meninger om, hvordan jordbær skal spises. Mange vil have dem med fløde og sukker - men de nordnorske jordbær skal efter min mening spises, som de er: Naturel.
Når vi begynder af få mange bær, så er en god dessert jordbærkompot med makroner og flødeskum. Og jeg håber også, at der i år kan blive til et lille eksperiment med jordbærlikør!
For de fleste er jordbær ensbetydende med sommer, sol, glæde, varme og måske en ungdommelig sommerflirt, så det kan ikke undre, at netop den lyse digter, Jens August Schade, har skrevet et digt om jordbær:

Den hemmelige mystiske stemning
ved at mærke et jordbær i munden
kan slet ikke købes for penge.
Man véd ikke, hvad der er grunden,
men et jordbær kan gøre,
at sjælen gløder helt ned til bunden.
Så lykkelig er jeg for dette jordbær,
jeg fik til morgen,
at himmelrummet har sagt
de smukkeste ting, jeg har smagt.

Ha' det
Jesper

I honningens klæ'r

Humlebien skulle angiveligt ikke kunne flyve. Den gør det alligevel, fordi den ikke ved det, siges det.
Hvis det er rigtigt, så har vi i hvert fald haven fuld af uvidende humlebier. De sværmer om de blomstrende syrener som - undskyld sammenligningen - fluer om en kokasse.
Det er allesammen soldater, der kun har en eneste opgave, og det er at samle nektar - blomsterstøv - til dronningens æg og larver, så hendes gener kan gå videre til de kommende generationer. De er i dronningens klæ'r. Når de tungtlastede flyver hjem til boet, har de blomsterstøv i en tyk, tyk krans om benene. Man siger, at de har bukser på. Man kunne fristes til stilfærdigt at brumme, at de er i honningens klæ'r - for vi ved jo alle, at blomsterstøvet hos bien forvandles til den skønneste, skønne honning.
I Danmark er der mange, der har biavl som en hyggelig hobby - som et sødt bijob, men jeg må erkende, at jeg ikke har set bistader i omegnen af Straumsbukta. Men på torvet i Tromsø sælger de hjemmelavet norsk honning til 100 kroner glasset, så der er i hvert fald enkelte, der har set det som en mulighed for en god og næsten økologisk biindtægt.
Og det summer sig, som de sagde i den forlængst hedengangne Sparekasse Bikuben. Der er bare den brod ved historien, at ligesom humlebien begyndte den at flyve og kaldte sig en bank. Men da den opdagede, at den ikke kunne flyve alligevel, var det for sent - og den findes ikke mere. Lad os håbe, at humlebierne aldrig opdager sandheden om deres flyveegenskaber.

Ha' det
Jesper

Den toppede and

Den toppede høne er en af de mest kendte danske folkedanse-melodier, men vidste du, at den toppede skallesluger i virkeligheden er en and?
I hvert fald i Norge, hvor den hedder siland. Den store skallesluger hedder i øvrigt laksand. I norske fuglebøger omtales de som fiskespisende ænder. Og i lighed med skarv og andre fiskespisere tilsvarende lagt for had af fiskerierhvervet.
Det er nok forklaringen på, at den toppede skallesluger er temmelig sky og svær at komme ind på. Vi har i øjeblikket en flok liggende hver morgen i mundingen på elven, men bare jeg går rundt om huset, stikker de til havs. I dag sneg jeg mig ned mod stranden i ly af ribsbuskene, men lige så snart jeg stak hovedet op, svømmede de væk. Men jeg nåede da at få en stribe billeder.
Den toppede skallesluger fælder i øjeblikket og kan ikke flyve. Det er forklaringen på, at vi har så mange af dem netop nu.
Jeg er tidligere her på bloggen kommet for skade at kalde en toppet skallesluger for en toppet lappedykker. Jeg håber hermed at have gjort skaden god igen.

Ha' det
Jesper

En saftig dag

Det har småregnet og småblæst hele dagen og i det hele taget været en rigtig nasset dag at være ude i. Jeg havde ellers haft skumle planer om at tage ud og fiske - og så måske lige gå en tur op i skoven for at tjekke om ikke snart, det er kantarel-tid.
Sådan skulle det ikke gå. Så i stedet har den stået på huslige sysler. Jeg havde købt et par bakker billige, småmugne ferskner. Dem forvandlede jeg til en af mine specialiteter - ferskenmarmelade. Det er sådan en delikatesse, der virkelig giver points hos Dina, så hvad gør man ikke?
Sidenhen tømte jeg fryseren for ribs fra sidste år - der er forhåbentlig snart nye ribs. Først lavede jeg en liter sukkerfri saft, som jeg allerede juleaften havde lovet min mor, som bruger det i rødkål. Og da jeg var i gang kunne jeg lige så godt fortsætte med at omsætte resten af de røde ribs til mere saft - dog med sukker i denne gang. Resultatet blev så godt, at Dina syntes, at det fortjente et billede og omtale på bloggen, så det være hermed gjort.
I skrivende stund - og nu jeg har grejet fremme - er jeg ved at forvandle en pose hvide ribs til gele. Det bliver altså det rene guf, tør jeg godt love.

Ha' det
Jesper

Solformørkelse

Dagens store samtaleemne på Norsk Polarinstitutt var selvfølgelig solformørkelsen, som ville blive synlig over store dele af Arktis. Selvfølgelig var vi ikke i tvivl om, at kolleger andre steder i verden ville få en stor oplevelse, men spørgsmålet var, hvordan en 75 procents solformørkelse ville blive i Tromsø? Ville vi overhovedet kunne se, at der var solformørkelse, alt den stund, at der faktisk var overskyet i Tromsø på selve dagen.
Ved elleve-tiden blev himlen lidt mørkere, som om en regnbyge var på vej. Jeg sad på kontoret, og fik øje på et lille hul i skyerne nede ved Ramsfjorden. Nu er der ikke langt fra tanke til handling, så jeg greb kameraet og kørte som død og helvede derned -der er vel en femten kilometers vej. I mellemtiden var det blevet endnu mørkere, og jeg var sådan set på nippet til at opgive, da jeg så mørke regnskyer over Fagernes. Jeg vendte derfor om og tog den gamle hovedvej hjemad, og pludseliv tæt ved Olavsvern kom hullet i skyerne. Til en køreskoleelevs og flere havearbejdende menneskers forbløffelse kastede jeg bilen ind til siden med hylende hjul og begyndte at fotografere direkte op i himlen. Jeg nåede det lige nøjagtig, som formørkelsen kulminerede - og fem minutter senere lukkede skyerne sig fuldstændig!
Hvor heldig kan man være?

Ha' det
Jesper

Nysgerrige stedmødre

I de gode gamle Anders And-historier ser man hjemme hos Anders på Paradisæblevej 111 et kunstværk på væggen. Det forestiller en masse andehoveder i en folkemængde, øh, andemængde.
Jeg kommer altid til at tænke på det, når jeg ser stedmoderblomsterne i haven. Hver blomst er et lille ansigt, og ser man nærmere på ansigts-trækkene, er det ikke svært at gætte, hvordan blomsten har fået sit navn.
Som blomsterne står der, kan de såmænd også minde om en flok savlende hooligans, der holder med de blå - og så ser det ud til, at der vist har sneget sig en enkelt Brøndby-fan ind nederst til venstre i billedet.
Min næste association går til den amerikanske performance-kunster Spencer Tunick, der har slået sig op på at fotografere nøgne menneskemasser. På rad og række. Ja, og mon ikke det næste billede i rækken så bliver fra Nürnberg, men det skal jeg nok skåne Jer for.
Det var egentlig stedmoderblomsterne, som var mit ærinde. Vi købte dem billigt i foråret for i det mindste at have lidt blomster i haven, mens vi var på ferie i Danmark - men vi har fået fuld valuta for pengene, da de har blomstret villigt hele sommeren. Nu venter vi spændt på, at morgenfruerne og ærteblomsterne snart springer ud. Det er et spørgsmål om dage.
Og som en lille overraskelse, så står der forresten en klynge liljer i vildnisset foran huset. Liljerne er næsten vulgære i deres fremtrædelse, men når sommeren lader vente på sig, så tager vi også dem med - med glæde og i spredt uorden.



Ha' det
Jesper

Nye poteter

Forleden så jeg "Smagen af Danmark" med Claus Meyer. Den mand har virkelig problemer med mundvandet, når han taler om mad. Det sås tydeligt, da han serverede nye kartofler i programmet. Men jeg vil tilgive ham. Nye kartofler er virkelig en kulinarisk delikatesse af de helt, helt store...
Kartoffelplanterne i haven begyndte at blomstre for en uges tid siden. Det er jo et godt signal om, at der er ved at være nye kartofler i jorden.
Her til aften skulle det så være - årets kartoffelpremiere. Med spænding satte jeg spaden i jorden og lettede den første plante. I antal var høsten ikke imponerende, men kartofler, det var der, og de var både pæne og store.
Jeg gravede to forskellige steder i kartoffelrækkerne, og som det ses, fik jeg både nogle normale hvide kartofler - og så en speciel norsk sort, som har blåt skind. Men bortset fra farven, så er de altså helt normale.
Og som de nye kartofler dog smagte. Serveret med nyfanget sejfilet og friskhakket persille. Det var rigtig sommermad. Fås simpelthen ikke bedre.
For Dina var det en helt ny oplevelse. Hun har aldrig smagt friskopgravede kartofler før - og hun fortalte, at hun aldrig helt havde forstået, hvorfor danskerne i Grønland altid snakkede så meget og så drømmende om nye kartofler. Sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor kartoflerne er tre uger undervejs med skib fra et fjernt, fjernt land. Men nu er hun med i fanklubben.
Jeg vil bare nøjes med at tilføje et højlydt Meyersk: Uuhm, mums...!

Ha' det
Jesper

Støt står den danske sømand

Søndagen har været præget af pænt vejr og absolut vindstille. Altså lige præcis en god dag til en god lang sejltur rundt i bugten.
Vi tog hjemmefra ved halvsyv-tiden. Vejrudsigten var lovende og vejret var godt, så der var sådan set ingen grund til betænkeligheder.
Vi sejlede til grunden syd for Rya, hvor vi plejer at fiske. Vi fangede tre rødfisk, fem torsk og et større antal sej, hvor en af dem - og det var selvfølgelig Dina, der fangede netop den - fortjente betegnelsen storsej. Det er netop den store forekomst af storsej, der gør Straumsfjorden til et attraktivt fiskevand. Baljen var fyldt i løbet af et par timer, men vejret var simpelthen alt for godt til at sejle hjem i.
Så vi drev lidt rundt i bugten og hyggede os med madpakken og den medbragte kaffe - og var først i land igen ved totiden. Godt trætte, men også mætte af en rigtig god dag til søs.
Eneste problem var, at fjorden er temmelig befærdet af coastere og krydstogtskibe, så på trods af det spejlblanke vand fik vi os et par ordentlige vippeture. Men i det vejr er det jo ingen kunst at leve op til Danmarks stolte traditioner som søfartsnation! En god dag som jeg tror, vi længe vil snakke om.

Ha' det
Jesper