Åbningsaktivitet
Professionelt set har corona-lukningerne været irriterende og bogstavelig talt en streg i regningen. For min lille virksomhed er dybt afhængig af et åbent samfund med aktivitet.
På den private front har corona-lukningerne til gengæld været til at leve med. Det har ikke gjort den store forskel - snarere tværtimod.
Jeg gider ikke længere hænge på et værtshus, efter at det er blevet forbudt at ryge på slige steder - og jeg har heller ikke den store lyst til at spise på restaurant. Det har jeg prøvet nok af i mit liv - og for resten mener jeg i al beskedenhed, at jeg selv laver mad på et ganske fornuftigt niveau, der hvad pris og kvalitet angår sagtens kan måle sig med de fleste spisesteder.
Alligevel tog jeg del i den store åbning onsdag. For jeg havde et hængeparti. Så turen gik til De Gule Spejdere i Skørping, der havde den første rigtige gruppeaften efter coronaen.
Det blev til en dejlig - omend blæsende - aften med kompas og stifindertricks i en forårsklædt Rold Skov, hvor vi sluttede med aftensang omkring flagstangen: "Spejderbror, her er min hånd" - dog uden det ellers obligatoriske håndtryk.
Hængepartiet var en donation til De Gule Spejdere på 7.500 kroner fra Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor jeg er spejderkontakt - og derfor også med jævne mellemrum symboliserer den glade giver. Det gør jeg gerne, for det er altid en stor oplevelse at lugte røgen og møde unge mennesker med sunde interesser. Så selv om det kan synes altruistisk sådan at dele penge ud til gode formål, gør jeg det for min helt egen skyld.
De Gule Spejdere skal bruge donationen til et museum for salig skovrider Jens Hvass, der var en af grundlæggerne af spejderbevægelsen i Danmark. Ham har jeg mødt i min egen spejdertid. Det kan man læse mere om her - og den historie benyttede jeg så anledningen til at fortælle på min åbnings-mission til Rold Skov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar