søndag den 18. april 2021

Vejret for Nuuk

Ugens skæve historie


- Nu har I lige nogle timer til at få hentet trampolinen hos naboen. Den næste blæst, sne og regn kommer omkring eftermiddagskaffen med orkanagtige vinde.

Sådan lyder det i den lidt alternative vejrudsigt ”Vejret for Nuuk”, når der er optræk til orkan i den grønlandske hovedstad. Den private vejrtjeneste på Facebook er hurtigt blevet populær og har siden starten kort før jul fået 1.400 følgere.

Bag vejrtjenesten står den 62-årige frederikshavner Arvid Jacobsen, der betegner sig selv som en ægte vejrnørd.

- Jeg er født på Læsø og har boet 13 år på øgruppen Hirsholmene i Kattegat – og så har jeg været sømand og skibskok i mange år. Når man bor ved havet og arbejder på søen, så interesserer man sig også for vejret. Jeg har ført dagbog over vejret hele mit liv.

- Jeg startede min første vejrtjeneste, ”Den ridi vejrmelding”, fordi jeg blev irriteret over, at DMI havde lavet deres hjemmeside om, så det blev sværere at finde de væsentligste oplysning for os, der holder af at fiske. Den ridi vejrmelding bliver nu vist på TV2-Nord og har 7.000 faste seere.

- En dag fik jeg en video fra Nuuk med en trampolin, der var blæst op i en lygtepæl – og det gav mig ideen til at starte Facebook-gruppen med vejret for Nuuk. Jeg har interesseret mig for Grønland, siden jeg i 1976 sejlede på Grønland som skibskok.

Arvids vejrmeldinger er altid krydret med en god portion nordjysk lune og hverdagsbetragtninger, men det er dybt seriøst. Han betaler selv for sine vejrdata, som han henter ned fra det europæiske vejrcenter ECMWF i England – og så sjove videoer om vejrfænomener fra seerne.

Vejret for Nuuk bliver ikke lavet hver dag.

- Jeg laver mine grønlandske vejrudsigter, når der er optræk til ekstremt vejr – for eksempel orkaner, som I har rigeligt mange af i Nuuk, fortæller vejr-nørden, der driver hele 70 grupper på Facebook. For han også dybt interesseret i jagt, fiskeri, madlavning og musik – og optræder da også selv med guitaren ind i mellem.

- Det er ikke noget, jeg tjener penge på, men jeg kan bare ikke lade være, siger sømanden Arvid Jacobsen, der uddannede sig som kørelærer, da han gik i land for 30 år siden og siden har drevet køreskole i Frederikshavn.

Sermitsiaq 16. april 2021. Jeg skrev historien til avisen på opfordring fra en læser - og det blev til en hyggelig eftermiddag hos kørelæreren i Frederikshavn, som jeg besøgte i det kombinerede værksted og studie bag ved villaen. Det blev til spandevis af kaffe og vafler, inden historien var i hus - og så skulle Arvid lige have en selfie sammen med Sermitsiaqs medarbejder, så han havde en historie til den næste vejrudsigt for Nuuk:

Ingen kommentarer: