Bisættelse
En crashtender - en kæmpestor brandbil til flybrande - er ikke noget normalt syn på Øland. De lynhurtige og ekstremt tunge brandbiler ses som regel i lufthavne, hvor de står klar til at sprøjte mange tons vand ud over et havareret fly med sekunders varsel.Men i dag skete det altså. En crashtender og indsatsleder-vogn fra Flyvestation Aalborg holdt foran indkørslen til Øland Kirke kort før klokken 11.Årsagen var en bisættelse af en flyverspecialist, der i mange år har gjort tjeneste i Flyvestation Aalborgs beredskab.Bisættelsen fra den smukke kirke skete under fuldt militært honnør og trompetsolo, mens kisten defilerede forbi personel fra flyvestationen, som på grund af coronaen havde taget opstilling uden for kirken.
Det blev også til en sidste hilsen fra kollegerne i beredskabet, der tændte blinklysene på crashtenderen og indsatslederbilen til ære for den afdøde kammerat. Rustvognen kvitterede ved at holde et minut foran brandkøretøjerne, inden afdøde kørte ud på sin sidste rejse.De pårørende kan nu se frem til, at han mindes hvert år ved en parade den 1. oktober på flyvevåbnets fødselsdag i Viborg Domkirke, der er garnisionskirke for flyvevåbnet. Samtidig vil han få sit navn i flyvevåbnets mindebog, der ligeledes ligger i Viborg Domkirke. Det er en ære, som overgår alle - uanset dødsårsagen - hvis de dør under ansættelsen i flyvevåbnet. En kopi af mindebogen findes på Viborg Domkirkes hjemmeside.- Hver fredag året rundt bliver der vendt et blad i bogen, så man i løbet af halvandet år kommer bogen igennem, oplyser oberst Palle Mikkelsen, der er chef for Operations Support Wing på Flyvestation Karup.Flyvestation Aalborg står for beredskabet i både den civile og militære del af Aalborg Lufthavn. Her råder man over i alt fem crashtendere, så selv om den ene af dem var en tur på Øland, gik det ikke ud over sikkerheden i lufthavnen.
Kravene til antallet af crashtendere og de tekniske specifikationer fastlægges af den internationale civile luftfartsorganisaton ICAO og bestemmes konkret af lufthavnens størrelse og de typer af fly, der kan lande der.Air Transport Wings pressetjeneste har i dag af hensyn til de pårørende ikke ønsket at oplyse navnet på afdøde eller nærmere om hans tilknytning til Øland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar