onsdag den 28. april 2021

Luftens glade tumling

Ravn


Ravnen er en fantastisk flyver, der elsker at tumle i luften, når blæsten går frisk over Limfjordens vande.

Det fik jeg beviset for forleden, hvor vi havde et par dage med stærk blæst og bølgeskvulp på Fjorden. Her mødte jeg en ravn midt på dæmningen, som igen og igen fløj op mod vinden. Jeg tror ikke, at luftmanøvrerne havde noget særligt formål - det var bare for sjov.

For ravnen er både intelligent og snu. Derfor er den ofte svær at fotografere, hvis den ikke er i humør til det. Det ved jeg af smertelig erfaring fra min tid i Nuuk, hvor jeg brugte dage på at observere en ravnerede - uden held. Men når jeg pakkede kameraet væk, var ravneparret der med det samme.

Ravnen på dæmningen var også svær at få i kameraet. Men det var nu ikke ond vilje hos ravnen, tror jeg. Men den bevægede sig hurtigt i vinden, og var svær at få i fokus, fordi den samme vind også rev i det lange objektiv. Men et par stykker blev det da til.

Ravnen var på et tidspunkt helt udryddet i Danmark, men er gradvist vendt tilbage siden 90'er og flere af de musvågestore kragefugle har da også ynglet i Ølandskoven i flere år, hvor man ofte hører deres karakteristiske klunke-lyde.

Det er sikkert en eller flere af disse ravne, der har fundet ud af, at Ulvedybet er et godt sted at fouragere. Naturen er dynamisk - og i år er det første gang, at jeg har set ravn ved dæmningen. Jeg har mødt den nogle gange efterhånden, men det var altså først i sidste uges storm, at jeg fik billeder.

For ikke fuglekyndige kan det være svært at skelne ravn fra sortkrage og råge, men det kulsorte og meget kraftige næb gør det - og så størrelsen. Den er betydeligt større end både krager og råger.

Ingen kommentarer: